Kandidat fra Høver til tops som stemmesluger i nabokreds
Carsten Bach kommer i Folketinget med 2103 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds.

Carsten Bach fra Høver ved Galten, der stillede op til folketingsvalget for Liberal Alliance, strøg helt til tops som stemmesluger nummer 1 blandt partiets 10 opstillede kandidater i Vestjyllands Storkreds, hvor det lykkedes den 46-årige miljørådgiver at få 2103 personlige stemmer.
Jeg er virkelig glad for, at jeg blev valgt ind. Det har jo været målsætningen i et par år måske lidt mere, siden jeg blev valgt til spidskandidat i Vestjyllands Storkreds.
Dermed scorede Carsten Bach, som også er kendt i lokalområdet som hovedformand for Galten Forenede Sportsklubber indtil for ganske nylig, Liberal Alliances ene mandat i Vestjyllands Storkreds og blev dermed valgt til Folketinget - i øvrigt for anden gang. Carsten Bach var nemlig medlem af Folketinget fra 2015-2019. Han stillede også op i 2019 i Fyns Storkreds, men opnåede ikke genvalg.
Spidskandidat for LA
Ved Folketingsvalget i 2022 var Carsten Bach klar igen. Han blev valgt som sit partis spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, som dækker Silkeborg og vest på, og denne gang lykkedes det.
»Liberal Alliance fik generelt godt valg både på landsplan, men i i virkeligheden også i midt- og vestylland, så det var rigtig dejligt,« konstaterer Carsten Bach.
Det nyvalgte medlem af folketinget ser valget som kulminationen på lang tids hårdt arbejde.
»Jeg er virkelig glad for, at jeg blev valgt ind. Det har jo været målsætningen i et par år måske lidt mere, siden jeg blev valgt til spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, og så er det jo rigtig dejligt, at anstrengelserne bærer frugt. Der har været en lang periode med planlægning, og så en fire ugers lang valgkamp, som jo også har trukket tænder ud, og som ikke er helt slut, for jeg er faktisk på vej ud for at hive plakater ned nu,« røber Carsten Bach.
God valgkamp
Carsten Bach fremhæver valgkampen i Vestjyllands Storkreds.
»Det har været en helt fantastisk valgkamp med en super god stemning overalt, hvor vi er kommet frem, i særdeleshed på ungdomsuddannelserne, hvor vi har været til debatter med mange unge mennesker, hvor stemmefordelingen til Liberal Alliances fordel flere steder har været 20-30-40 og helt op til 50 procent stemmer ved prøvevalg rundt omkring på gymnasier,« lyder det.
Carsten Bach henviser også til, som det allerede har været fremme, at LAs partileder, Alex Vanopslagh, har haft et særligt tag i og appelleret til unge vælgere. Det har så fået forældrene til at få øjnene op for partiet, fordi de er blevet inspireret af deres børn, mener Carsten Bach.
Byrådet sværere
Mens Carsten Bach nu begynder på sin anden periode som folketingsmedlem, så er det omvendt ikke lykkedes ham at blive valgt til Skanderborg Byråd, selv om han har stillet op til kommunalvalget tre gange og senest i november 2021.
Hvorfor er det nemmere for dig at komme i Folketinget end i byrådet?
»Det er et supergodt spørgsmål. Men det er i virkeligheden meget svært at blive valgt til et byråd. Jeg tror ikke, at folk, der ikke er aktive i politik, er klar over, hvor svært det er for et lille parti at blive valgt til et byråd, for det er nogle helt andre mekanismer, der er i spil, når der er byrådsvalg.«
Glæder sig
Carsten Bach, som bliver boende i Høver, glæder sig til folketingsarbejdet. Ordførerskaberne er ikke fordelt endnu, men han vil argumentere i gruppen for, at han igen kan arbejde med områder som landbrug, miljø, fødevarer, ligesom han gerne vil bruge sin erfaring og viden som tidligere reserveofficer på forsvarsområdet.
»Jeg håber også, at jeg kan komme til at arbejde med kultur- og idrætslivet, så jeg kan bruge mine erfaringer fra foreningslivet fra min tid som hovedformand i GFS,« tilføjer Carsten Bach.