Efter dårligt valg for Radikale: Lokalt folketingsmedlem blev ikke valgt ind
Knap 1000 personlige stemmer var ikke nok til, at Susan Kronborg kom i Folketinget for Radikale Venstre igen.
Radikale Venstre fik en kæmpe lussing ved folketingsvalget 1. november. Partiet fik kun syv mandater i Folketinget, og har dermed gennemgået en nedgang.
Vi kæmpede bragt alle sammen for den dagsorden, vi synes er vigtig: klima, uddannelse og en ordentlig flygtningepolitik. Jeg er sikker på, at vi kommer stærkt tilbage.
Det blev heller ikke det ønskede valg for Susan Kronborg, der bor i Skanderborg. Med sine 953 personlige stemmer blev hun ikke valgt ind i Folketinget. Susan Kronborg har siddet i Folketinget siden 2020, hvor hun overtog efter Morten Østergaard.
»Det er virkelig træls, at valget er gået, som det er gået. Men nu plejer Radikale kun at have et godt valg hver anden gang, så jeg tror på, at vi kommer stærkt tilbage,« lyder det fra Susan Kronborg.
Hun slår på, at Radikale Venstres mistillidsdagsorden var ulogisk.
»Personligt - og det har jeg kvitteret for i Folketingsgruppen - ville jeg have haft en advokatundersøgelse i minksagen. Jeg mener, at vi sprang et led over, da vi bad om en mistillidsdagsorden. Man kan ikke gætte sig frem til, hvad en undersøgelse giver af resultater. Når det så er sagt, mener jeg også, at Mette Frederiksen selv skulle have bedt om en advokatundersøgelse. Det kan godt være, at der ikke var noget at komme efter med Mette Frederiksen i hele minksagen, men så var det undersøgt til bunds af en advokat,« lyder det fra Susan Kronborg.
Udover det, mener Susan Kronborg, at de i partiet gjorde, hvad de kunne under valgkampen.
»Vi kæmpede bragt alle sammen for den dagsorden, vi synes er vigtig: klima, uddannelse og en ordentlig flygtningepolitik. Jeg er sikker på, at vi kommer stærkt tilbage,« lyder det fra Susan Kronborg, der med sine 953 personlige stemmer ikke blev genvalgt til Folketinget.
Frivilligt arbejde
Derfor skal hun nu til at finde på noget andet at lave i en periode.
»Lige nu er jeg i den positive situation, at jeg har orlov fra mit arbejde i Skattestyrelsen frem til juni 2023. Så i øjeblikket tager jeg plakater ned, og så skal jeg have en masse snakke med alle dem, der har hjulpet mig i hele valgkampen,« siger Susan Kronborg.
Når det er klaret, har Susan Kronborg også tanker om, hvad fremtiden ellers skal byde på.
»Jeg pusler med tanken om at gå meget aktivt ind i foreninger og udføre frivilligt arbejde. Jeg forestiller mig, at jeg vil bruge kræfterne lokalt, så det er meget velkomment, hvis nogen rækker ud til mig,« siger Susan Kronborg, der dog er meget klar i spyttet, da snakken falder på det næste folketingsvalg.
»Der stiller jeg op igen,« siger Susan Kronborg.