Førte valgkamp i nattelivet: Godt valg til førstegangs-kandidat
Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen blev nummer to under spidskandidat.
Det var første gang, Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, som bor i Ry, stillede op til folketingsvalget for Alternativet, og hun fik et kanonvalg, selv om det ikke var nok til at komme i Folketinget.
I nattelivet rammer man jo nogle andre unge mennesker, end hvis man fører valgkamp om morgenen på universiteterne.
Således fik Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen 1555 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds og strøg ind som nummer to lige under spidskandidat Torsten Gejl, som kom i Folketinget, med 3444 personlige stemmer.
Stolt af resultat
Nikoline er stolt af resultatet ikke mindst fordi, at flere af hendes kandidat-kolleger har været opstillet før og har mere etablerede navne.
»Jeg er glad for resultatet. Jeg havde forventet at blive overhalet af Torsten Geil, som var vores spidskandidat, men da ikke at jeg blev nummer to på vores liste. Det sender signal til samfundet om, at folk gerne vil have unge mennesker ind i politik, og det er noget, jeg har kæmpet meget for,« siger 21-årige Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.
Nikoline håber på, at det gode resultat kan være grundlag for, at hun kan få lov til at komme ind til næste folketingsvalg.
På gaden hver dag
Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen mener, at hun er lykkedes med at føre en kampagne, hvor hun har været på gaden hver dag, men også at hun bevidst har udvalg og gået efter den del, som mener det samme som hende.
»Jeg har for eksempel ført kampagne, hvor der er masser af unge mennesker, men også hvor der er unge mennesker, der går op i kultur og klima, ligesom jeg gør,« lyder det.
Blandt andet har Nikoline ført valgkamp i nattelivet. Her ramte hun en gruppe, som ikke så mange gik efter.
»I nattelivet rammer man jo nogle andre unge mennesker, end hvis man fører valgkamp om morgenen på universiteterne. På gaden møder man ofte folk, som har været trætte af valget og gerne ville have det overstået, mens folk i nattelivet viste sig at have et stort ønske om at snakke politik, så det var en god oplevelse,« fremhæver Nikoline.
Retur til hverdagen
Nu skal Nikoline tilbage til hverdagen. Lige nu fortsætter hun i Skanderborg Byråd, hvor hun er stedfortræder for Mira Issa Bloch, Alternativet, indtil hun vender tilbage.
»Jeg fortsætter med at kæmpe både for den politiske dagsorden lokalt, men også nationalt. Det skal ikke stå stille bare fordi, at valget er overstået, og jeg ikke selv er kommet ind,« siger Nikoline, som i øvrigt også vil finde tid til at passe sit studie, som er kunsthistorie.
Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fik 143 personlige stemmer i Skanderborg Kommune.