Fintællingen er i fuld gang på Fælleden
Repræsentanter fra 17 valgsteder i Skanderborgkredsen er samlet i Fælledhallen i Skanderborg for at fintælle stemmerne efter gårsdagens folketingsvalg.
Inden alt for længe udløses spændingen efter gårsdagens folketingsvalg, når vi får de personlige stemmetal for Skanderborgkredsen.
Repræsentanter fra 17 valgsteder i Skanderborgkredsen er nemlig samlet i Fælledhallen onsdag.
»Jeg vil tro, at der er mellem 150 og 200 herinde til at fintælle stemmerne fra valget i går,« lyder det fra Henrik Rosenlund, der er chef for byrådssekretariatet og HR i Skanderborg Kommune.
Det er repræsentanter fra hele Skanderborgkredsens valgsteder, der er samlet på Fælleden. Det vil sige, at også stemmetal for Odder og Samsø bliver talt op i Skanderborg.
Ifølge Henrik Rosenlund går fintællingen godt.
»Vi er på det stadie, hvor de fleste er færdige med at tælle, men vi mangler fortsat at indberette alle tallene,« lyder det fra Henrik Rosenlund, der forventer, at man er færdig med fintællingen på Fælleden ved 14-tiden.