Her er de lokale folketingskandidater
Uge-Bladet Skanderborg har samlet en række lokale folketingskandidater, som enten bor her og/eller opstiller i Skanderborgkredsen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valg onsdag klokken 13.02.
Herunder kan man danne sig et overblik over nogle af Skanderborg-egnens kandidater til Folketingsvalget 2022.
For Socialdemokratiet stiller Dorthe Hindborg, Stjær, op som spidskandidat i Skanderborgkredsen. Dorthe Hindborg var i en periode i 2020 suppleant i Folketinget.
For Venstre stiller Louise Louring, Malling, op som spidskandidat i Skanderborgkredsen. Louise Louring er jurist og selvstændig, og hendes politiske virke er indtil nu foldet ud i Aarhus Byråd, hvor hun sidder i Sundhed- og Omsorgsudvalget samt Børn- og Ungeudvalget. Hun har tidligere siddet i økonomiudvalget i borgmesterens afdeling.
For SF stiller Kirsten Normann Andersen, Hørning, op som folketingskandidat. Kirsten Normann Andersen har siden 2016 siddet i Folketinget - valgt ind i Østjyllands Storkreds.
Også Charlotte Vindeløv, Gl. Rye, stiller op som folketingskandidat for SF i Østjyllands Storkreds. Hun er i forvejen i byrådet i Skanderborg Kommune, hvor hun er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget.
For Enhedslisten stiller Maria Temponeras, Bjedstrup, op som folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.
For Nye Borgerlige stiller Karina Kirk, Ry, op som folketingskandidat. Hun er i forvejen medlem af Skanderborg Byråd, hvor hun er medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget.
For Dansk Folkeparti stiller Daniel Aage Holm, Låsby, op som folketingskandidat. Han var frem til mandag formand for bestyrelsen i Dansk Folkepart Skanderborg, men trak sig for at få mere tid til at føre valgkamp.
For Alternativet stiller Nikoline Erbs Hillers Bendtsen, Ry, op som folketingskandidat i Østjyllands Storkreds. Hun sidder i forvejen i byrådet i Skanderborg Kommune.
Også Mira Issa Block, Skanderborg, stiller op som folketingskandidat for Alternativet. Hun er i øjeblikket sygemeldt fra jobbet som byrådspolitiker i Skanderborg Kommune.
Også Berit Skjernaa, Skanderborg, stiller op som kandidat for Alternativet, ligesom Thomas Due Nielsen, Skanderborg, også er folketingskandidat for partiet.
For Moderaterne stiller Peter Have, Låsby, op som folketingskandidat. Han driver i forvejen Låsby Kro, og nu melder han sig altså også under Lars Løkkes fane.
For Det Konservative Folkeparti stiller Per Urban Olsen, Samsø, op som folketingskandidat for Skanderborgkredsen. Han er 2. viceborgmester i Kommunalbestyrelsen på Samsø.
For Radikale Venstre stiller Susan Kronborg, Skanderborg, op som folketingskandidat i Opstillingskredsen Aarhus under Østjyllands Storkreds. Hun har været medlem af Folketingen siden juni 2021, efter Morten Østergaards afgang.
Også Mia Nybo, Aarhus, stiller op som folketingskandidat for Radikale Venstre i Skanderborgkredsen. i Østjyllands Storkreds.
For Liberal Alliance stiller Michael Valentin Ilsø, Hørning, op som folketingskandidat i Østjyllands Storkreds.
kfp