Sagen er bøf: Byrødder beholder kød på menuen
Det lykkedes ikke Enhedslistens Peter Kjær at få opbakning til et forslag om at droppe kødet på menuen til byrådsmøderne.
At Skanderborg Byråd onsdag aften skulle behandle et forslag fra Enhedslistens Peter Kjær om at droppe kødet i den forplejning, byrødderne får i forbindelse med byrådsmøderne, endte onsdag med at trække overskrifter landet over - måske fordi Venstres Morten Møller inden mødet proklamerede, at han og andre fra blå blok i så fald ville bestille en pizza.
Danskerne har det med kød, som amerikanerne har det med våben. Det skal I fa’me ikke tage fra os.
I nøden skal man kende sin venner, og her gik det galt for Enhedslistens enlige repræsentant i byrådet, der måtte se sine røde og blå byrådskolleger vende sig ryggen og kun fik opbakning fra en enkelt anden nemlig Alternativets Mira Issa Bloch.
Trods det overvældende antal stemmer imod forslaget, 27 imod ud af 29 i byrådet, endte byrødderne - hvoraf en overraskende stor andel denne aften viste sig at være vegetarer - alligevel med at bruge 34 minutter på at forklare, hvorfor det frie valg er vigtigere end klimakrisen.
Undervejs i debatten blev Peter Kjær både beskyldt for ikke at gøre fodarbejdet godt nok og for at udnytte den tragiske situation i Ukraine til at sløre sin egentlige dagsorden.
»Uskyldige politikere«
»Jeg kan godt lide tanken i forslaget klimakrisen taget i betragtning, og jeg har også selv skåret ned på kødforbruget, men at tvinge en dagsorden ned over uskyldige politikere, det kan jeg ikke lide. Jeg er sikker på, markedskræfternes usynlige hånd nok skal påvirke kødforbruget, når priserne banker op,« lød det fra De Konservatives Christian Wibe-Marker, mens Tomas Leth (S) trak tråde til filmen ’Ternet Ninja’.
»Et sympatisk forslag, der viser borgerne, at vi går forrest og er et godt eksempel. Som helten siger i ’Ternet Ninja’, hvis ikke jeg gør det, hvorfor skulle andre så. Men jeg vil hellere indspirere end tvinge. Og man kan jo bare bede om en kødfri menu,« fremhævede han.
Radikales Anne Heeager var enig i opmærksomhed på at sænke kødforbruget og gå foran som et godt eksempel. Alligevel kunne heller ikke hun stemme for forslaget.
Splitter byrådet
»Det her forslag splitter os. Jeg sympatiserer med forslaget, men ville ønske, du havde drøftet det med os forinden. Havde du gjort det, havde du været i dialog med nogle af os i byrådssalen. Lige nu skal man bede om at få vegetarkost. Måske skulle vi ændre det, så man i stedet skal bede om at få kød,« foreslog hun.
Socialdemokratiets Andreas Tang-Brock drog en parallel til Platons forsvarstale for Sokrates.
»Nu er Peter jo ikke dømt til døden, men jeg har alligevel skrevet en forsvarstale. Det har aldrig været menneskets ret at spise kød, men det er en naturret, at vi som mennesker gør en indsats for at nedsætte kødforbruget og klimaaftrykket. Men danskerne har det med kød, som amerikanerne har det med våben. Det skal I fa’me ikke tage fra os,« konstaterede han og udtrykte ønske om, at forslaget var blevet vendt med byrådskollegerne.
For Venstres Claus Bloch var forslaget ligefrem grænseoverskridende.
Nej til tvang
»Et byrådsmedlem der vil administrere andre byrådsmedlemmer. Det havde jeg lige godt aldrig forestillet mig. Det er grænseoverskridende. I dag er det kutyme at tage hensyn til den enkelte, og ingen skal påduttes noget. Husk det sociale i de måltider,« understregede han, og fik dermed gjort det tydeligt, at blå blok har svært ved at hygge sig med grønne retter på tallerkenen, hvis det er påtvungent.
Endelig kunne Jens Szabo (V) ikke dy sig for at kommentere på de mange nye vegetarer i dagens anledning og minde om, at der på menuen denne aftens var wienerschnitzel. Hvis de mange nye kødfornægtere havde et problem med det, var de velkommen til at lange schnitzlen vidrer til ham.
»En spændende og sjov diskussion. Jeg tænker, vi alle har fået noget at tænke over,« konkluderede han.
I erkendelse af sit nederlag, understegede Peter Kjær, at forslaget var ment rent symbolsk, og at han havde troet, det var noget byrådet kunne samles om.
»Jeg vil ikke forhindre jeres sidste måltid i at smage godt. Jeg havde troet, forslaget var noget, vi kunne samles om, og jeg er overrasket over, at det sådan kan splitte os i atomer« forklarede han, imens han pakkede en anonym gave fra blå blok op. I pakken lå en pose flæskesvær.