Politikerne klar til at tage hul på at drøfte svømmehaller: Inviterer til temamøde
Projekter i Galten-Skovby og Ry præsenteres for udvalg i april.
Der tages politisk hul på at arbejde med fremtiden for projekterne om svømmehaller i både Galten-Skovby og Ry på et temamøde til april.
Det har Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget netop besluttet.
Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, hvornår vi er klar med en indstilling. Der kan være forskellige ting, vi skal have afklaret efter temamødet. Der vil gå nogen tid efter mødet, og jeg venter ikke, at vi er færdige allerede til foråret.
Flere inviteres til møde
Udvalget drøftede nemlig på sit seneste møde spørgsmålet om svømmehaller i Skanderborg Kommune.
Til temamødet, der holdes 6. april, bliver folkene bag planerne inviteret til at fortælle om deres projekter.
Kommunen har også inviteret Skanderborg Svømmehal til at fortælle om deres projekt ”vandvirke”.
»Vi holder et temamøde, hvor vi indbyder forskellige folk med viden om svømmehaller, og så selvfølgelig dem, der står bag projekterne,« oplyser udvalgsformand Tage Nielsen (Rad.V).
Kommunen har tidligere samarbejdet med Idrættens Analyseinstitut, men det er endnu ikke endelig afgjort, hvem der bliver inviteret til temamødet som faglig ekspertise.
Lokalt deltager også repræsentanter for Idrætsrådet og Folkeoplysningsudvalget.
Hvad skal der ske?
Det bliver på baggrund af temamødet, at Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget vil beslutte, hvad der videre skal ske.
Tage Nielsen venter dog ikke, at der foreligger en indstilling fra udvalget til byrådet allerede efter temamødet.
»Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, hvornår vi er klar med en indstilling. Der kan være forskellige ting, vi skal have afklaret efter temamødet. Der vil gå nogen tid efter mødet, og jeg venter ikke, at vi er færdige allerede til foråret,« siger Tage Nielsen.
Udvalgsformand Tage Nielsen henviser til, at svømmehallerne koster mange penge. Det handler både om anlæg, men i høj grad også om de efterfølgende udgifter til driften af dem.
»Vi skal jo have helt styr på økonomien i projekterne, og hvordan de påvirker kommunens økonomi, og det skal vi jo overveje grundigt« understreger Tage Nielsen.