Byrådet hastebehandlede sag om byggebøvl

Der har vist sig byggetekniske udfordringer på Højboskolen i Hørning.

Artiklens øverste billede
Sådan kommer Højboskolen til at se ud, når den store om- og tilbygning er færdig. Foreløbig har der vist sig byggetekniske problemer i 1. etape. Arkivfoto

Der har været brug for hastebehandling af en sag om byggebøvl på Højboskolen i Hørning i både den kommunale administration, to udvalg og i byrådet.

På skolen i Hørning er der således gang i første af i alt fire etaper af en stor om- og tilbygning til et samlet budget på 40,5 millioner kroner.

Uforudsete problemer

Højboskolen er bygget tilbage i 1977-78, og det har i forbindelse med renoveringsarbejdet vist sig, at de eksisterende bygningsdele er fagligt dårligt udført.

Blandt de større byggetekniske uforudsete problemer er hele gulvkonstruktionen, hvor der er konstateret ”skrukke” og revnede gulve.

Dertil kommer, at det såkaldte CTS-sytem og tilhørende kabling, det vil sige automation og styring af de tekniske anlæg, er mere forældet og har flere begrænsninger end forventet.

Der har været mange bump på vejen, men nu er vi i gang. Det roder, det støver, og det fylder ude og inde og besværliggør dagligdagen for børn og voksne.

Trine Frengler, formand undervisnings- og børneudvalget

Det har været nødvendigt at rykke hurtigt for ikke at forsinke byggeriet unødigt og dermed få endnu flere udgifter.

Det blev således til ekstraordinære møder i både undervisnings- og børneudvalget samt i økonomiudvalget for at få sagen klar til behandling i byrådet på mødet i sidste uge.

Mange bump på vejen

Det var formanden for undervisnings- og børneudvalget, Trine Frengler (S), som fremlagde sagen om byggebøvlet på Højboskolen for byrådet.

»Der har været mange bump på vejen, men nu er vi i gang. Det roder, det støver, og det fylder ude og inde og besværliggør dagligdagen for børn og voksne. Men der er stor fokus på alle dele i processen fra vores administration for at sikre fremdrift og for at undgå unødig forsinkelse«, sagde Trine Frengler.

Klar med pavilloner

På Højboskolen bygges der, mens skolen er i drift. Det har hidtil været planlagt sådan, at genhusningen under de forskellige byggeetaper skulle kunne rummes indenfor de nuværende rammer. Det holder imidlertid ikke.

»Hvis tidsplan ikke skal udfordres yderligere, kræves der genhusning i pavilloner i løbet af byggeperioden«, fastslog Trine Frengler.

Byrådet vedtog indstillingen om at give en samlet tillægsbevilling på 5,4 millioner kroner. Pengene tages fra de såkaldte SMAK-midler med halvdelen i 2024 og den anden halvdel i 2025.

Grundigt forarbejde

Både medarbejdere, elever, bestyrelse og ledelse havde arbejdet med en masterplan for den store modernisering og ombygning igennem tre år, oplyste Højboskolen i en pressemeddelelse i marts i år.

Første etape er en stor bygning, der skal rumme de ældste klasser på Højboskolen. Dermed får udskolingseleverne deres helt eget undervisningsmiljø med årgangslokaler, fælleslokaler og faglokaler i umiddelbar nærhed.

Samtidig med at skolen moderniseres gøres der overalt plads til et ekstra spor, sådan at skolen har kapacitet til at rumme tre klasser på alle årgange. Skolen har i dag tre spor på halvdelen af årgangene.

Læs også

Del artiklen