Ny i byrådet: Hverdagsvegetar med en holdning til alt

36-årige Christian Wibe-Marker var med til at sikre Konservative det gode valg.

Artiklens øverste billede
Christian Wibe-Marker stemt ind i byrådet som en af fire konservative mandater. Arkivfoto

Til sin egen store overraskelse, så blev Christian Wibe-Marker stemt ind i byrådet som en af fire Konservative mandater.

»Jeg havde regnet med maksimalt 50 stemmer, og jeg vidste, jeg kendte måske 20, som ville stemme på mig. Men jeg havde slet ikke regnet med at få så mange stemmer. Jeg tænkte: ”hvem er alle de mennesker”, fortæller Christian Wibe-Marker til Uge-Bladet Skanderborg.



I forhold til den grønne omstilling der er vi nødt til at rive plastret af, og det kommer til at gøre ondt. Hvis ikke det gør ondt, så kommer vi ikke videre - og det skal vi.

Christian Wibe-Marker, nyvalgt byrådsmedlem for Konservative

Fra enmandshær til indflydelse

Han fik 530 stemmer og var dermed med til at sikre Konservative det gode valg i Skanderborg, hvor partiet gik fra ét til fire mandater. Og det glæder Christian Wibe-Marker, at gruppen nu kan være med til at bakke op om Thomas Cordtz, der har siddet fire år i byrådet for Konservative på et enkelt mandat.

»Nu skal vi ud og gøre os gældende, og jeg går efter at få så meget indflydelse som muligt. Thomas har været en enmandshær. Nu er vi fire og vi skal have os bredt ud og komme i flere udvalg,« lyder det fra det nyvalgte byrådsmedlem.

Fra Stockholm til Skanderborg

Han er 36 år gammel og tilhører den yngre del af det nye byråd, som trækket gennemsnitsalderen på byrådsmedlemmerne ned.

Han bor i Skanderborg med sin hustru og tre små børn. Her har de boet siden 2017. Og Christian sammenligner vores by med Stockholm, hvor han boede, da han skrev speciale om den svenske apotekerbranche.

»Stockholm er både en storby, og der er fantastisk natur. Skanderborg kan det samme. Her er skov og sø tæt på byen. Vi kan selv gå direkte fra vores baghave og ud i en skov,« fortæller han om en af de gode grunde til, at familien havnede i byen.



Diskuterer med fjernsynet

Han fortæller selv, at han har en holdning til det meste, og at han er typen, der diskuterer med fjernsynet.

»Det var faktisk derfor, jeg gik ind i politik, for jeg tænkte, det ville være mere fair at komme ud og diskutere rigtigt,« fortæller han.

Han mener også noget hjemme, og det minder hustruen Heidi ham jævnlig om.

»Sæt lige et kryds i kalenderen. Christian mener ikke noget!, har hun sagt. Og hun siger også, at hvis jeg ikke har en holdning til noget, så får jeg det. Det er nok rigtig nok,« indrømmer det nyvalgte byrådsmedlem.



Imod Facebook

Arbejdsmæssigt er han reklame mand. Han laver flotte videoproduktioner, men han har ikke lavet nogen til sig selv i valgkampen. Det kunne ellers virke oplagt.

»Jeg lavede en lille film med min mobil. Men jeg vil ikke lave film, der skal på Facebook. Af princip gider jeg ikke annoncere på Facebook, for jeg vil ikke støtte op om, hvordan de bygger deres forretning på falske omtaler. Jeg har stadig en profil, og det er lidt hyklerisk af mig, for jeg havde egentlig tænkt mig at lukke den ned. Men så kom valget, så jeg har beholdt den,« fortæller Christian Wibe-Marker.

Oksekød ud af institutioner

Han er en mand af principper, måske derfor han har en mening om stort set alt. Siden han gik i gymnasiet har han abonneret på og læst aviser. Da han boede i Stockholm, var det Dagens Nyheter, han læste. Udover det, så er han AGF fan, og han arbejder frivilligt i en grøn tænketank, der skal gøre fodboldklubben mere bæredygtig.

Noget af det, han beskæftiger sig med der, har han tænkt sig at tage med over i byrådsarbejdet. Han nævner oksekød som eksempel.

»Oksekød bonger rigtig meget ud på CO2 regnskabet. Jeg ved jo ikke, hvor meget oksekød, vi bruger på institutionerne i kommunen, men er der mulighed for at skære ned der?,« siger han og fortsætter:

»Jeg er principielt imod micromanagement, men i forhold til den grønne omstilling der er vi nødt til at rive plastret af, og det kommer til at gøre ondt. Hvis ikke det gør ondt, så kommer vi ikke videre - og det skal vi,« understreger det konservative byrådsmedlem.

Hjemme i familien har de længe forsøgt at være vegetarer for at skære ned på CO2 forbruget. Men da hustruen Heidi blev gravid med sidste barn, så var diæten igen nødt til at indeholde lidt kød.

»I øjeblikket prøver vi så at være hverdagsvegetarer, og så spiser vi kød i weekenden,« siger Christian Wibe-Marker.

1. januar træder han i Skanderborg Byråd og ind på udvalgsposten i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.

Læs også

Del artiklen