Hvad har en regnbue med valgkampen at gøre?
En hel del, hvis man spørger Dansk Folkepartis unge byrådskandidat, Tobias Brus Mikkelsen, der har bedre trivsel for LGBT-unge som en af sine mærkesager.

Mens det for nogle lyder som en selvmodsigelse, tolker andre det som utroligt modigt at turde stå frem som homoseksuel i valgkampen og kæmpe LGBT-unges sag, når man stiller op for Dansk Folkeparti, der tidligere i reklamer har markedsført sig med en kernetypisk dansk - og ganske straight - familie.
Men for Tobias Brus Mikkelsen, Dansk Folkepartis yngste mand i valgkampen, er det ganske enkelt.
»Vi skal rumme hinanden«
»Dansk kultur og danske værdier er jo ikke bare kernefamilien med en han og en hun. En dansk kernefamilie kan sagtens se anderledes ud. Sådan ser jeg i hvert fald på det. Vi er forskellige fløje i DF og vi skal rumme hinanden. Vi er enige om de vigtigste emner i partiet, men jo, jeg stikke så lidt ud og tager gerne debatten med andre om det, for jeg synes, det er utrolig vigtigt at få sat fokus på, hvor slemt det står til med trivslen blandt LGBT-unge, især i folkeskolen,« forklarer han.
Jeg synes, det er utrolig vigtigt at få sat fokus på, hvor slemt det står til med trivslen blandt LGBT-unge, især i folkeskolen
Ifølge Tobias viser en kvalitetsrapport fra LGBT-Danmark, at mistrivslen blandt LGBT-unge er vokset markant. Af de adspurgte LGBT-unge har 64 pct haft selvmordstanker, 53 pct har udført selvskade, og 40 pct har en spiseforstyrrelse.
»Der er så mange fordomme om LGBT. Hvis folk får mere viden om LGBT, så vil det være med til at fjerne meget af den mistrivsel og hadet mod LGBT-personer,« mener han, der er foruroliget over stigningen i hate crimes rettet mod LGBT-unge.
Udryd fordommene
»Hvis vi som kommune kunne være med til at udbrede viden og udrydde fordomme om LGBT og måske også facilitere fællesskaber for LGBT-unge, så ville det have virkelig stor betydning for LGBT-unges trivsel. Der ville være mindre mobning og mere accept af, at vi alle er lige gode selvom vi er forskellige,« konstaterer han, der sagtens kan se for sig, at kommunen tilbyder en anden form for seksualundervisning , der inkluderer LGBT-unge og også sagtens aktivt kunne hjælpe med at etablere et fællesskaber for LGBT-unge lokalt.
»Det kunne være frivilliggruper, en anonym regnebuegruppe eller et LGBT-værested. Man kunne få meget inspiration ved at se på, hvad de gør i for eksempel Aarhus, hvor der både er LGBT-bogcaféer og LGBT-gåture, hvor det er nemmere at få kontakt til andre LGBT-unge. Jeg vil gerne være tovholder for det, for jeg synes, det er vigtigt, at der er et fællesskab, man kan være en del af. Nogen at tale med om problemer og nogen at være sammen med,« understreger han og tilføjer, at han blev glædeligt overrasket, da eleverne på Låsby Skole tog initiativ til en Pride Parade gennem byen.
Jeg flyttede hjemmefra fra Nordjylland til Skanderborg, da jeg var 16 år for at komme væk fra fordommene. Jeg har været udsat på både fysisk og psykisk mobning og at blive udelukket fra alt. Det har været pissehårdt.
»Jeg er positivt overrasket over den tolerance, de unge i Låsby udviser, og at alle er en del af fællesskabet, uanset seksuel orientering. Den opbakning savnede jeg meget, da jeg var yngre.«.
»Pissehårdt«
Tobias har selv haft problemer med mobning tæt inde på livet, indtil han lærte andre LGBT-unge at kende og fik et fællesskab med dem.
»Jeg har døjet med angst, depression og ensomhed. At stille op til kommunalvalget har faktisk rykket på mange af mine grænser. Jeg flyttede hjemmefra fra Nordjylland til Skanderborg, da jeg var 16 år for at komme væk fra fordommene. Jeg har været udsat på både fysisk og psykisk mobning og at blive udelukket fra alt. Det har været pissehårdt. Men det har jo også lært mig tidligt at klare mig selv og tage ansvar, og i dag hviler jeg i mig selv. Jeg er, som jeg er, og jeg har lært at være ligeglad med mange ting,« konstaterer han.