Speeddate: »Vi må bygge færre men klimavenlige kvadratmeter«

Venstres spidskandidat, Jens Szabo, hæftede sig særligt ved ét emne, under UgeBladet Skanderborgs arrangement ’speeddate din lokalpolitiker’, og det var klima/miljø.
»Det havde jeg nok også forventet. Vi står jo midt i en klimakrise, som vi er nødt til at handle på,« lyder det fra Jens Szabo, som fortsætter:
»Når det gælder klimakrisen er vi nødt til at skulle træffe nogle beslutninger, som ikke er særlig populære. Eksempelvis må vi bygge færre kvadratmeter mod tilgengæld at bygge klimavenligt. Vi er nok også nødt til at se på upopulære solcelleparker og vindmøller.«
Borgmesterkandidaten fortæller med et glimt i øjet, at han med sin grønne indstilling bliver stukket lidt til af byrådskollegaer:
»Mine socialdemokratiske kollegaer mobber mig da lidt og siger: ’Jamen Jens, vi har da aldrig oplevet en Venstre-mand, som udtaler sig så grønt.’ Men altså... Jeg kan jo godt se, at det her ikke bare er noget, som går over,« siger han og løfter sløret for en lille, sjov idé, han tumler med:
»Jeg synes, at det kunne være sjovt at arbejde med en idé på rådhuset, som går ud på, at hvis vi sørger for at køre flere sammen, så får vi en lille gulerod: At vi må parkere tættest på indgangen. Selv de små ting og den lille ændrede adfærd gør jo en forskel.«