Speeddate med spidskandidaterne: »Solceller på parkeringspladser er alletiders forslag«

Alternativets Mira Issa Bloch fik skrevet en lang liste med godt input under speeddaten, som hun har tænkt sig at arbejde videre med.
»Der blev talt om rigtig mange ting, som virkelig har inspireret mig. Jeg har skrevet en masse ned på min blok af det, folk har fortalt om. Det er dejligt, at møde mennesker, der er så engagerede. Blandt andet ønskede en, at vi fik letbanen helt til Skanderborg. Det har jo været i spil tidligere, og det er en rigtig god ide for den kollektive trafik,« konstaterer hun.
»En anden spurgte mig, om vi ikke lokalt i Skanderborg kan indføre en CO2-afgift, så dem, der forurener mest med CO2, også er dem, der skal betale for det. Og så var der en, der ønskede, at vi opretter en folkeskov, hvor folk selv planter træer og buske. Det synes jer, er en rigtig god ide - man kunne forestille sig sådan en folkeskov også kunne være en biodiversitets skov,« fortæller hun.
Andre speeddatere opfordrede Alternativets spidskandidat til at arbejde for flere grønne åndehuller i Skanderborg midtby, mens en anden kom med et forslag til en helt ny bypark. Og i en helt anden, men stadig grøn boldgade, opfordrede en hende til at tage initiativ til, at byrådet besøger den fremtidige bilfri by, Nye, i det nordlige Aarhus og lader sig inspirere af den, mens en anden foreslog, at man skulle kopiere en ide fra Frankrig, hvor man har solceller på parkeringspladser.
»Det er parkeringspladser, der har solceller som tag - det er et allertiders forslag,« konstaterer hun.
Undervejs blev der også fortalt om forhold, der overraskede Mira Issa Bloch. Blandt andet at der på Sølund er et meget stort andel af de ansatte, der ikke er uuddannet.
»Desuden er jeg meget forbavset over, hvor meget tid der bruges på registrering. En fortalte, at socialrådgivere bruger helt op til 80 pct. af deres tid på det. Det er en mærkesag for mig, at få minimeret bureaukratiet, og det er helt sikkert et område, jeg vil arbejde på at få ændret, hvis jeg bliver valgt ind i byrådet igen.«
Speeddate med spidskandidaterne: Speeddate med spidskandidaterne: »Vi har fat om det meste«
