Carsten Bach: Frit valg og politisk fornyelse

Liberal Alliance har en borgmesterkandidat, som vil finde nye løsninger

Artiklens øverste billede
Carsten Bach er borgmesterkandidat for Liberal Alliance til kommunalvalget i Skanderborg Kommune. Foto: Erland Rasmussen

»Parolen er at skabe frihed og valgmuligheder for borgerne og politisk fornyelse«.

Sådan lyder en forkortet udgave af den kommunalpolitiske vision fra spidskandidat for Liberal Alliance, Carsten Bach, forud for byrådsvalget i Skanderborg Kommune.

Carsten Bach foretrækker i øvrigt at blive kaldt borgmesterkandidat.

»Jeg stiller op for at blive borgmester. Jeg har en erfaring politisk, personligt og erhvervsmæssigt, som kan bruges og gøre en forskel i forhold til det, der er nu«, mener han.

Politisk erfaring

Dermed henviser Carsten Bach, 45 år, der er geolog og arbejder som miljørådgiver hos det rådgivende ingeniørfirma WSP i Aarhus, bor i Høver ved Galten sammen med hustruen Ann Jette Riis, sønnen Marcus, 18 år, og datteren Kamille, 15 år, til, at han blandt andet fik uvurderlig politisk erfaring som folketingsmedlem for Liberal Alliance fra 2015 til 2019.

Carsten Bach siger, at han allerede havde fornemmelsen om at kunne gøre en forskel, da han stillede op til byrådsvalget i 2013 og kun var 26 stemmer fra at blive valgt. Men fornemmelsen er blevet yderligere konsolideret over de seneste år.

Det, der er vores parole, er at skabe noget frihed og nogle valgmuligheder for borgerne samt noget fornyelse politisk i Skanderborg Kommune.

Carsten Bach, Liberal Alliance

Større krav

»Når jeg som almindelig borger kigger på de løsninger, man vælger til at løse de udfordringer, kommunen står i nu, så må jeg tage mig lidt til hovedet og tænke, det er utroligt, at man som byrådspolitiker i Skanderborg Kommune ikke kan se, at man ikke kan løse nutidens og fremtidens udfordringer med de redskaber, vi har brugt i de sidste 50 år«, betoner Carsten Bach.

Borgmesterkandidaten fra Liberal Alliance siger, at der eksempelvis på området ældrepleje og ældreomsorg i kommunalt regi vil blive stillet helt andre og meget større forventninger og krav fra borgerne. Her duer løsninger fra tidligere tider ikke, og der skal tages andre redskaber i brug, lyder det.

»Det, der er vores parole, er at skabe noget frihed og nogle valgmuligheder for borgerne samt noget fornyelse politisk i Skanderborg Kommune, sådan at vi kommer ud af det dødvande, som kommunen er i med vanetænkning i forhold til at løse udfordringerne, som blandt andet er skabt af befolkningsudviklingen«, uddyber Carsten Bach.

Et politisk ansvar

Han understreger, at det er dejligt, at mange mennesker gerne vil bo i Skanderborg Kommune.

»Men det fører også nogle ting med sig, som der skal være styr på, og når man ikke har været opmærksomme, forudseende og ageret efter rettidig omhu i kommunen, og det er et politisk ansvar, så er det svært at løse problemerne her og nu eksempelvis med ekstra daginstitutionspladser fra den ene dag til den anden«, konstaterer Carsten Bach.

Carsten Bach vil dog godt rose for, at der lynhurtigt blev stablet en løsning på benene med den nye, midlertidige institution i Svaneparken.

»Men det blev jo kun nødvendigt, fordi man har sovet i timen, og fordi man af ideologiske årsager ikke vil tage forskellige andre redskaber i brug som private aktører«, siger han.

Carsten Bach foreslår i stedet, at man i Skanderborg Kommune øger tilskuddet til pasning af egne børn til det maksimale efter den eksisterende lovgivning.

»Hvis man gjorde det, så ville man spare 15 procent af udgiften, for man må maksimalt give op til 85 procent af kommunens nettoudgift til børnepasning til forældrenes egenpasning. Derfor er det ikke økonomi, men ideologi, der spærrer for det«, mener Bach.

Vi skal have private aktører i spil for at få noget dynamik, noget variation og noget konkurrence.

Carsten Bach, Liberal Alliance



Et frit valg

For Carsten Bach og Liberal Alliance handler det om at skabe en valgmulighed for borgerne, når det drejer sig om kernevelfærd.

Det gælder både for de ældre, så der ikke kun er offentlige plejehjem, men eksempelvis også friplejehjem, og for børneforældrene at skabe valgmuligheder, når det gælder børnepasning. Pengene skal følge den ældre eller barnet, og så må borgeren eller familien selv vælge servicetilbud.

»Jeg siger ikke nødvendigvis, at et privat plejehjem er bedre end det offentlige, men der skal være en valgmulighed, en variation i tilbuddet. Det skal ikke kun være en aktør, der leverer det servicetilbud, borgerne skal have. Og det er sådan set ligegyldigt, om det er daginstitution eller plejehjem. Vi skal have private aktører i spil for at få noget dynamik, noget variation og noget konkurrence«, understreger Carsten Bach.

Bredere princip

For LA og Carsten Bach er frit valg på børnepasning og ældreomsorg kun konkrete eksempler.

»Jeg vil gerne gøre det mere bredt. At have frihed og valgmulighed for borgerne som det helt overordnede princip handler om at få borgerne og familierne i kommunen i centrum frem for systemet«, siger Carsten Bach.

Læs også

Del artiklen