Alternativets budget: Sæt børnene i fokus

Kunne Alternativet bestemme, ville der blive sat mange flere kommunale midler af til at sikre børns trivsel

Artiklens øverste billede
Alternativets Mira Issa Bloch ønsker langt større fokus på børns trivsel i budgettet, end der er i det budget, forligspartierne præsenterede tirsdag. Pressefoto

Børnene skal have langt større opmærksomhed i det kommunale budget de kommende år, hvis det stod til Alternativet.

»Hvis Alternativet skulle bestemme, skulle der sættes intensivt ind i forhold til, at alle børn har det godt. Derfor ønsker vi minimumsnormeringer i børnehøjde, fordi det er starten på et godt liv for alle børn i dagtilbud. Vi vil derfor sætte endnu flere penge af til minimumsnormeringer end dem, som staten bidrager med. Og det skal være tydeligt på institutionsniveau at se den reelle normering, så vi kan følge med i, hvor langt vi er fra mål, så kravene kan afstemmes efter den virkelighed, der er på stuerne,« siger partiets byrådsmedlem, Mira Issa Bloch.

Ifølge hende vil Alternativet også arbejde på at få flere private børnehaver i kommunen.

»Det er godt med mangfoldige pasningsmuligheder, og kommunen er presset i forhold til selv at bygge nyt. Vi vil administrativt gøre det nemmere at starte en privat daginstitution op og give mulighed for, at børn kan gå i en halvdagsinstitution,« forklarer hun.

Alternativet vil desuden sætte beløbet til hjemmepasning op til det mulige maksimum beløb og gøre ordningen permanent. En rigtig god løsning, mener partiet, der i lyset at kommunens kapacitetsudfordring på pasningsområdet.

Genetabler mødregrupper

»Vi ønsker også at genetablere mødregrupper i Skanderborg kommune og indføre videreuddannelse af sundhedsplejerskerne, så de kan rådgive i forhold til hjemmepasning. Alternativet mener ikke, at det eneste rigtige er at sende sit barn i daginstitution,« understreger Mira Issa Bloch.

Samtidig ønsker Alternativet særlig fokus på børn, der vokser op i hjem med vold, misbrug, og psykisk syge forældre, blandt andet ved at give flere ressourcer til sundhedsplejerskerne og til kommunens familiehus og familie behandlerne.

Der skal etableres pilotprojekter, hvor de ikke så boglige elever kan få flere kreative og musiske  fag samt håndværksfag. Børn der ikke er så bogligt stærke, kan nemt miste motivation, selvtillid og glæde ved skolen

Mira Issa Bloch

Endeligt ønsker partiet at skolerne skal blive mere rummelige og have flere tilbud målrettet børn, der ikke er bogligt stærke.

»Der skal etableres pilotprojekter, hvor de ikke så boglige elever kan få flere kreative og musiske fag samt håndværksfag. Børn der ikke er så bogligt stærke, kan nemt miste motivation, selvtillid og glæde ved skolen. Manglende motivation kan forebygges ved at lave en skoledag, som passer til disse elever, hvor de kan udvikle deres særlige potentiale. I samme ombæring skal der også mere fokus på praktik pladser, især lange praktikpladser til dem, der er skoletrætte,« forklarer Mira Issa Bloch.


bo

Læs også

Del artiklen