De Konservative har forladt budgetforhandlingerne

De Konservatives enlige byrådsmedlem, Thomas Cordtz, valgte her til aften at forlade budgetforhandlingerne.

Artiklens øverste billede
Ifølge Thomas Cordtz (C) har DI regnet sig frem til, at Skanderborg Kommune kunne frigøre op mod 111 mio. kr. om året, hvis kommunen konkurrenceudsatte flere tekniske opgaver. Pressefoto

»Budgetudkastet fra borgmesteren forlænger problemerne ud i årene med ståltråd og gaffatape, men formår ikke at tage hånd om de grundlæggende problemer.«

Sådan lyder det fra den konservative borgmesterkandidat, Thomas Cordtz, der her til aften valgte at forlade de igangværende forhandlinger om det kommende års budget.

»Borgmesterens og flertalsgruppens udspil er et rigtigt valgsårs-forslag og frem for alt ræverødt. Man har forlænget det eksisterende budget ud i årene. Men det er samme uheldige økonomiske linje som hidtil, hvor de offentlige udgifter kun stiger og stiger. En linje, som ikke kan blive ved, og som vi ikke er enig i,« tilføjer han.

Budgetudkastet fra borgmesteren forlænger problemerne ud i årene med ståltråd og gaffatape, men formår ikke at tage hånd om de grundlæggende problemer

Thomas Cordtz (C)

Cordtz forlod forhandlingerne selvom en af hans mærkesager, en veterankoordinator, så ud til at vinde opbakning blandt de øvrige partiers forhandlere, og selvom han glædede sig over, at alle partier var enige om at tage hånd om kapacitetsudfordringerne i skoler og børnehaver og ældreområdet ser ud til at gå fri for besparelser.

Frygter yderligere skattestigninger

Tungen på vægtskålen blev de øvrige partiers modvilje mod at konkurrenceudsætte - en anden måde at tale om udlicitering. De Konservatives ønske om i langt højere grad at invitere flere private udbydere ind på banen i forhold til velfærdsløsninger vinder ikke gehør hos de andre partier.

Det samlede udgiftsbehov hen over de næste mange år vil kun vokse. Derfor er vi nødt til at optimere driften og invitere flere private ind i løsningerne, hvis ikke velfærden skal udhules, og skatterne skal blive ved med at stige

Thomas Cordtz (C)

»Det samlede udgiftsbehov hen over de næste mange år vil kun vokse. Derfor er vi nødt til at optimere driften og invitere flere private ind i løsningerne, hvis ikke velfærden skal udhules, og skatterne skal blive ved med at stige. Vi Konservative har igen i år ønsket mere fokus på driftsoptimeringer og mere konkurrenceudsættelse, som kunne frigive flere midler til fx at rulle skattestigninger tilbage og styrke velfærdsområderne. Det må vi bare erkende, at det har der ikke været opbakning til. De andre partier fastholder skattestigningerne de kommende år,« konstaterer han.

»Vi sagde nej til skattestigninger sidste år og har samme holdning nu. Vi fremlagde også et budget, der viste, at økonomien kunne hænge sammen og velfærdsniveauet opretholdes uden, at skatten stiger. Men vi vil selvfølgelig gå konstruktivt til værks og fremlægge et konservativt budgetforslag lige som sidste år,« fremhæver han.

bo

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen