Politikerne vil ikke sagsbehandle grise

Artiklens øverste billede
Mira Issa Bloch fra Alternativet står alene med et ønske om, byrådet skal behandle miljøgodkendelser til svinebrug. Foto: Jens Dresling, Politiken

Ingen byrødder, bortset fra Alternativets Mira Issa Bloch, synes, at det er en god idé, at det bliver byrådet i Skanderborg Kommune, der tager stilling til, om der skal udstedes miljøgodkendelser til lokale svinebrug. Det havde Mira Issa Bloch ellers foreslået på sidste uges byrådsmøde.

Alternativet mener nemlig ikke, at det, som nu, er den kommunale administration, der tager sådanne beslutninger.

»Administrationen bestemmer alt for meget, og jeg håber, at byrådet vil tage ansvaret på sig,« lød det fra Mira Issa Bloch.

Både Tage Nielsen (B) og Claus Leick (SF) slog fast, at de ikke vil gå i flæsket på en sagsbehandling på landbrugsområdet.

»Det kræver faglig viden og indsigt fra fagpersoner at træffe denne type afgørelser. Det skal vi ikke ud i,« sagde Tage Nielsen, mens Claus Leick pegede på risikoen for, at byrødderne kommer til at træffe ulovlige afgørelser på grund af manglende viden om lovgivningen.

»Desuden forstår jeg ikke helt Alternativet. Partiet har, sammen med resten af byrådet, for nylig skrevet under på et brev til politikerne på Christiansborg, hvor vi netop gør opmærksom på, at kommunerne mangler råderum i disse sager. Det er en lidt ærgerlig fremgangsmåde,« lød det fra Claus Leick.

Martin Frausing Poulsen (DF), Jens Erik Sørensen (V) og Thomas Cordtz (C) var enige om, at forslaget fra Mira Issa Bloch i virkeligheden var et angreb på landbruget.

»Og så kan vi altså ikke arbejde med ’synsninger’,« sagde Martin Frausing Poulsen.

Mira Issa Bloch slog fast, at hun mener, at byrådet har muligheder for at blande sig i udstedelsen af miljøgodkendelser, men den holdning stod hun altså alene med.

Læs også

Del artiklen