Venstre og Dansk Folkeparti danner valgforbund

De to partier sender samtidig en åben invitation til Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige om at slutte sig til valgforbundet

Artiklens øverste billede
Venstres Jens Szabo (tv) og Dansk Folkepartis Martin Frausing Poulsen (th) håber, de øvrige blå partier tager imod den åbne invitation til at deltage i det tekniske valgforbund. I midten af billedet ses formand for Venstre i Skanderborg Kommune, Henning Jensen, og lokalformand for DF i Skanderborg, Aksel Nielsen. Pressefoto

Venstre og Dansk Folkeparti har indgået teknisk valgforbund op til kommunalvalget 16. november.

I en meddelelse sendt til pressen skriver de to partier:

»Venstre og Dansk Folkeparti har været rygraden i den borgerlige opposition siden byrådsvalget i 2009, og er fortsat garanter for, at borgerlige værdier fremføres og forsøges gennemført i Skanderborg Kommune. Vi går desuden til valg på sammen at støtte op om Skanderborg Kommunes vision om, at mennesker møder mennesker - med særlig fokus på at sikre at mennesket kommer før kommunen, og at det kun kan ske, hvis der kommer mere fokus på en ansvarlig økonomisk politik.«

Vi er åbne for, at andre borgerlige partier er med. Vi håber, de kan se fordelen ved det. Vi er forskellige partier og det har vi dyb respekt for.

Jens Szabo (V)

Valgforbundet er dog først og fremmest indgået for at undgå stemmespild i den borgerlige opposition.

En samlet blå blok

Derfor rækker de to partier en udstrakt hånd til de øvrige borgerlige partier. Her er det kun Konservative, der i øjeblikket er repræsenteret med et mandat i byrådet, mens Liberal Alliance og Nye Borgerlige håber at opnå valg til byrådet i den kommende valgperiode. Konservative og Liberal Alliance meddelte dog i sidste uge, at de indgår teknisk valgforbund. Den beslutning håber det nye valgforbund at rokke ved.


Vores udspil er et oprigtigt forsøg på at samle blå blok. Med kun et valgforbund er der færrest blå stemmer, der går til spilde, og derfor står alle blå partier stærkest ved det.

Martin Frausing Poulsen (DF)

»Vi har haft et mangeårigt og godt samarbejde med Dansk Folkeparti og har tradition for at være i valgforbund, men vi er åbne for, at andre borgerlige partier er med. Vi håber, de kan se fordelen ved det. Vi er forskellige partier og det har vi dyb respekt for,« konstaterer Jens Szabo, Venstres borgmesterkandidat.

»Vores udspil er et oprigtigt forsøg på at samle blå blok. Med kun et valgforbund er der færrest blå stemmer, der går til spilde, og derfor står alle blå partier stærkest ved det,« tilføjer Dansk Folkepartis borgmesterkandidat, Martin Frausing Poulsen.

De to partier lover at mødes med de øvrige partier eller personer, der har lyst til at indgå i valgforbundet, mindst en gang om måneden, så de, der ikke er repræsenteret i byrådet, på den måde kan drage fordel af det valgtekniske samarbejde.

De to partier lover også, at opnår et eller flere partier, der er med i valgsamarbejdet ikke valg til byrådet, så vil man tilstræbe at de bliver tiltænkt i konstitueringsforhandlingerne.





Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen