Timelang (grise-)debat i Byrådet: Kommunalt selvstyre eller ens vilkår for et erhverv

Trods massiv modstand fra Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative vedtog byrådet at søge foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at protestere over manglende kommunalt selvstyre i forhold til udvidelser af husdyrproduktion.

Artiklens øverste billede
Mens rød blok i byrådet finder det bekymrende, at kommunen ikke selv kan bestemme, om en griseproducent skal have lov at udvide produktionen, finder blå blok det stærkt betænkeligt, hvis regler for et erhverv ikke er ens på tværs af kommuner. Illustration: Thomas Woody

Selvom udfaldet af debatten var givet på forhånd, tog det byrødderne intet mindre end en stiv klokketime at diskutere, hvad der er vigtigst: Det kommunal selvstyre, eller at der er ens vilkår for et erhverv på tværs af kommuner.

Trods massiv modstand fra Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative vedtog et flertal i byrådet bestående af Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet at søge foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at protestere mod manglen på kommunalt selvstyre i sager om industriel griseproduktion.

For bag kulissen er det nemlig det, det handler: Grise, eller mere korrekt om modstanden blandt naboer og en lokal miljøgruppe mod, at en lokal producent kan få lov at samle sin produktion af grise på færre, men større enheder.

Kommunalt selvstyre sat ud af spil

»Jeg mener, det kan sammenlignes med vindmøller. Tænk, hvis de bare blev sat op, uden at vi som kommune kan blande os i det.. Vi er som kommune vant til, at vi skal tage stilling til, høre vores borgere og beslutte, hvor de skal være og ikke være. Det handler om det kommunale selvstyre,« indledte Miljø- og Planudvalgets formand, Claus Leick (SF) den timelange diskussion.

Udvalget havde punktet på sin dagsorden efter et besøg af den lokale miljøforening, af miljøforening og trods uenighed i udvalget endte det i det udkast til et brev til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, som nu er sendt af sted.

»Vi er i udvalget ikke enige, men det handler om, hvilke værktøjer vi har i kommunen og hvilke, vi ikke har. Vi vil have vores selvstyre tilbage. Landbrugspakken har reduceret kommunernes indflydelse og gjort det lettere for landbruget at udvide,« tilføjede Claus Leick.

Ens vilkår i hele landet

Konservatives Thomas Cordtz mente den indgang til problematikken afslørede bestemte partiers syn på landbruget generelt.

»For Konservative handler der her om, at vi ikke skal gå på kompromis med et erhvervs lige vilkår overalt i landet. Den sag, der ligge nu og ulmer i Svejstrup, den har været undervejs i årevis med den ansøgning og en lokal griseproducent har måttet lægge ryg til den hetz, der køres fra visse sider,« konstaterede han.

Kjeld Jensen fra Dansk Folkeparti gjorde opmærksom på, at produktionen af smågrise i Danmark udleder væsentlig mindre CO2, end smågrise produceret andre steder i Europa.

»Vi eksporterer 18 mio. smågrise om året svarende til en indtægt på 175 mia. kr. Så mange herinde kæmper for miljøet. CO2-udledningen for en gris produceret i Danmark er på ca. 240 kilo om året inklusiv moderdyrets CO2-udledning. Tilsvarende er udledningen for en gris produceret i Spanien eller Tyskland eller et andet sted i Europa omkring 300 kilo pr. gris. Så hver gang vi flytter produktionen af 17 smågris ud af Danmark, vokser CO2-udledningen med et ton,« understregede han.

»Bursvin skal udfases«

Alternativets Mira Issa Bloch ønskede en endnu strammere linje overfor griseproducenter.

»Vi siger naturligvis ja til øget kommunal selvstyre, men vi mener, der skal gøres meget mere end det. Bursvin skal udfases,” konstaterede hun.

De Radikale søgte middelvejen.

»Vi synes, det er helt på sin plads at søge foretræde, vi mener bare ikke, argumentet skal være kommunalt selvstyre. Regler skal være ens over hele landet, men det skal være muligt at tage kommunale hensyn, og det mangler vi nu,« understregede Tage Nielsen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen