Nyt politisk samarbejde i Skanderborg vil sikre en grønnere kommune

Liste Ø og Å i Skanderborg slår sig sammen med løsgænger-kandidaten Hanne Stender Damkjær for at stå stærkere i kampen om pladserne i byrådet

Artiklens øverste billede
For at stå stærkere i valgkampen og sikre, at grønne stemmer ikke går til spilde, Er Alternativet (Å), Enhedslisten (Ø) og løsgænger Hanne Stender Damkjær blevet enige om at indgå et valgteknisk samarbejde. Fra Venstre mod højre er det Mira Issa Bloch (Å), Peter Kjær (Ø), Nikoline Erbs-Hillers Bendtsen (Å), Poul Bjørn Berg (Ø), og løsgængerkandidat Hanne Stender Damkjær. Pressefoto

Onsdag i sidste uge så et nyt valgteknisk samarbejde dagens lys i Skanderborg, da Alternativet, Enhedslisten og løsgænger-kandidaten Hanne Stender Damkjær på et pressemøde offentliggjorde, at de har indgået et valgforbund op til kommunalvalget 16. november.

Bag det nye politiske samarbejde ligger et fælles politiske fodslag omkring flere interesseområder, hvoraf det vigtigste er den grønne politik i Skanderborg, som alle tre parter gerne ser fyret op under, så den grønne omstilling sættes langt hurtigere på velsmurte skinner.

Fælles politiske interesser

Andre interessefællesskaber omfatter større politiske hensyn til vækst i livskvalitet og respekt for sociale værdier, fremfor det fremherskende fokus på økonomisk vækst, som ifølge det nye valgforbund presser både mennesker, natur og klima i en ugunstig retning.

Endelig vil de tre parter arbejde for at give det lokale demokrati et eftersyn, så borgerne oplever et byråd, der både er lyttende og inddragende.

»For os i Alternativet er den grønne omstilling det allervigtigste, og ved at gå sammen med Enhedslisten og Hanne Stender Damkjær sikrer vi, at så mange grønne stemmer som muligt bliver hørt og ikke går til spilde,« konstaterer Alternativets Mira Issa Bloch, og peger på, at hvem af de tre samarbejdspartnere, der opnår valg til byrådet i november, så står de grønne stemmer stærkest, når de står sammen.

»Derfor er det bedst set med Alternativets øjne at være i forbund med Enhedslisten og Hanne. Alternativet vil også gerne være en stemme for social retfærdighed, og her oplever vi, at Enhedslisten er tilsvarende dedikeret. Vi er glade for deres sociale ansvarlighed, så også her giver det god mening at stå sammen,« understreger hun.

Hurtigere grøn omstilling

Enhedslistens Peter Kjær nikker ja til ønsket om et hårdere tryk på pedalen, der skal sætte fart på den grønne omstilling.

»Her er vi fuldstændig enige med Alternativet. Selvom S og SF også gerne vil den grønne omstilling, så er tempoet slet ikke det, vi ser som nødvendigt. Her er vi tre parter enige om, at det haster. Vi er dem, der længst har haft den grønne omstilling øverst på dagsordenen. Desværre er vi små partier, men vi er ikke overflødige, og i den her model får vi sammen mere indflydelse, end vi kan få hver for sig,« konstaterer han.

»Ser vi på det landspolitiske, så har Socialdemokratiet lige nu gang i noget, vi slet ikke kan stå inde for. Får vi ikke opfyldt klimamålsætningen om, at Danmarks udledning af CO2 skal være reduceret med 70 pct. i 2030, så ser det skidt ud,« tilføjer Peter Kjær.

Hanne Stender Damkjær, der tidligere var medlem af Alternativet, meddelte tidligere på året at hun stiller op som løsgænger til kommunalvalget.

»Jeg har lige nu den udfordring, at den opstillingsliste, jeg skal bruge til at stille op, stadig er under udarbejdelse,« fortælle hun.

Den helt rigtige model

»I den her sammenhæng er jeg det ubeskrevne blad, men jeg bakker fuldstændig op om de synspunkter, Mira og Peter peger på. Jeg sympatiserer stadig langt hen ad vejen med Alternativet, så det er fint, at de stemmer, jeg måtte få til kommunalvalget, ikke går til spilde, hvis jeg ikke vælges ind i byrådet, men i stedet kan komme Alternativet og Enhedslisten til gavn. En stor del af det, vi gerne vil arbejde for politisk, er sammenfaldende, så derfor er et valgtekniske samarbejde den helt rigtige model for mig,« understreger hun.

Valg-samarbejdet er åbent for andre partier eller lister, hvis alle tre parter i valgforbundet er enige om at udvide samarbejdskredsen.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen