Rolig march for Knudsøfredningen blev et tilløbsstykke
Arrangører anslår, at 200 mødte frem til vandretur fra Tulstrup.

Efterhånden som klokken nærmede sig 10 var parkeringspladsen ved Tulstrup Kirke fyldt helt op med både biler og mennesker, og der kom stadig flere folk og køretøjer til, som måtte parkere nedenfor kirken langs de tilstødende stikveje til Tulstrupvej.
Vi har jo lavet sådan en Facebook event, og næsten 400 var interesserede, mens vi skønner, at der var mødt 200 frem. Det er jo mange, og det er rigtig positivt.
Gå julemaden væk
Ovenstående sceneri foregik på næstsidste dag af 2021 i sidste uge, og de mange fremmødte mennesker havde iklædt sig gode sko og varmt vandretøj for at få en guidet tur gennem en del af Alling-Knudsøfredningen.
Det var borgere, der står bag Facebooksiden BevarKnudsøfredningen, der havde inviteret interesserede til at bruge et par timer og gå julemaden væk på en guidet vandretur på 5 kilometer i en del af området.
Gruppen mener, at fredningen både er vigtig og bevaringsværdig, og de er bekymrede for, om fredningen kan ophæves og bebygges, således som det har været nævnt i et fremtidsscenarie fra et erhvervsnetværket under foreningen Fælles Om Ry.
Hans Sørensen, Tulstrup, som repræsenterer arrangørerne, var glædeligt overrasket over den store interesse, da Uge-Bladet talte med ham på parkeringspladsen lige inden arrangementet gik i gang.
»Vi har jo lavet sådan en Facebook event, og næsten 400 var interesserede, mens vi skønner, at der var mødt 200 frem. Det er jo mange, og det er rigtig positivt«, sagde Hans Sørensen.
Hans Sørensen vil ikke være med til, at man kalder BevarKnudsøfredningen for en protestgruppe.
»Vi er borgere, der er for vores fredning her, så vi har talt sammen på tværs af landsbyer og andet, og vi er enige om, at vi vil passe på vores fredning«, siger han og tilføjer, at det er ansporet af planer fra nogle byudviklere om at lave boliger i området.
Landsbyerne i området er Tulstrup, Tørring og Alling.
Men hvorfor blive ved med at tale om at bevare fredningen, når lokalpolitikerne på et valgmøde 4. november sidste år var afvisende overfor planerne? Det var i øvrigt Hans Sørensen selv, der stillede spørgsmålet til politikerne.
»Årsagen til, at vi stadig er i gang, er jo, at vi har bedt det her erhvervsnetværk i Fælles om Ry om offentligt at skrinlægge det her, men det har de ikke gjort. Så længe de planer eksisterer, så mener vi, at fredningen her i en eller anden form er truet af den boligudvikling«, sagde Hans Sørensen.
Vi ser det her som en formidlingsopgave, og vi gør det af kærlighed til området.
Ideen til vandreturen er opstået ud fra en erkendelse af, at selv lokale folk, der kender området godt, i virkeligheden ikke kender så meget til fredningen og dens baggrund.
»Vi burde være bedre til her i vores nærområdet at fortælle om de herlighedsværdier, vi har. Hvad er det, vi har med at gøre her? Jeg tror, at der er mange Ry-borgere, som måske knapt ved, at der er en fredning her. Og vi, der bor herude, er måske heller ikke klar over baggrunden, og hvad der gør området her til noget særligt«, uddybede Hans Sørensen.
En guidet tur
Vandreturen var således også guidet. Foruden Hans Sørensen deltog også områdets lokalt boende arkæolog, Nanna Kirkeby, samt geolog Frede Johannesen, som begge bidrog med viden om landskabet og fredningen.
»Vi ser det her som en formidlingsopgave, og vi gør det af kærlighed til området«, understregede Hans Sørensen.
Den store interesse for vandringen har givet gruppen lyst til at lave et tilsvarende arrangement i en anden del af fredningen. Det bliver omkring Alling og vil foregå i begyndelsen af 2022.