Festival for 371 gæster: "Det er for tåbeligt"

Sølund Musik-Festivals formand retter harm bredside mod kulturministerens sendrægtighed og ekspertgruppens anbefalinger

Artiklens øverste billede

”Med de anbefalinger, eksperterne lægger op til, så kan vi have 371 gæster til en koncert med Kandis eller Birthe Kjær, hvis vi skal leve op til afstandskravet om 4 kvm. per gæst og en sektionsopdeling, hvor der kun må være 200 i hver sektion. Vores festivalplads er slet ikke stor nok til de anbefalinger. Det er fuldstændig tåbeligt,” lyder det på grænsen af modløst fra Sølund Musik-Festivals formand Lasse Mortensen i kølvandet på de anbefalinger, som en særlig nedsat ekspertgruppe i fredags afleverede til kulturministeren vedrørende afholdelse af større arrangementer.

Et helt særligt publikum

Ifølge festivalformanden tager ekspertgruppens anbefalinger ikke højde for, at Sølund Musik-festivals publikum giver særlige udfordringer.

”For en stor del af vores gæster ved vi ikke, om de overhovedet vil vaccineres. Vi kan heller ikke bare tage en lyntest, for det kræver, at vi har tilsagn fra deres værge. Og en stor del af dem forstår simpelthen ikke, at de skal holde afstand og sidde ned. Det er ti gange mere besværligt for os at holde fast i de krav. Vi har et specielt publikum, og det giver os nogle helt specielle udfordringer,” understreger han.

Det er dog den meget lange tid, der er gået, uden at der reelt er kommet en afklaring på, om og i givet fald hvordan det vil være muligt at afholde arrangementer i sommer, som især gør Lasse Mortensen Vred.

Branchen er blevet sjoflet

”Jeg vil tillade mig at sige, at vi som branche er blevet behandlet noget nær uforskammet. Vi har i flere måneder tigget og bedt om at få nogle retningslinjer, vi kan navigere efter. Vi er en hel branche, der sidder med ryggen mod muren - og så kan vi opleve, hvordan UEFA kommer og kan få et svar på 14 dage, fordi det er ”synd”, at de skal vente. Vi andre har siddet i et limbo i månedsvis og tryglet om at få noget konkret at forholde. Jeg synes, det er at sjofle os, og jeg er oprevet over, at det trækker ud, som det gør,” konstaterer han.

Vi som branche er blevet behandlet noget nær uforskammet. Vi har i flere måneder tigget og bedt om at få nogle retningslinjer, vi kan navigere efter. Vi er en hel branche, der sidder med ryggen mod muren

”At sige, vi skal planlægge med forsigtighed...helt ærligt, hvad vil det sige? Vi kan jo ikke booke kunstnere med forsigtighed. Det er enten eller. Vi tolker det, som at vi ikke skal springe rundt til højre og venstre og lave aftaler, og gør man ikke det, så kan man ikke lave festival. Nu står vi så her 44 dage før festivalen skal løbe af stablen og skal først til at sælge billetter og booke kunstnere, men stadigvæk har vi ikke klare retningslinjer. Det hele virker fuldstændig kaotisk,” tordner han.

Uklarhed om kompensation

Samtidig er der heller ikke klare meldinger om, hvordan festivalens faste udgifter vil blive kompenseret, hvis det ikke bliver muligt at gennemføre Sølund Musik-Festival til juni. Derfor føler festivalformanden sig nødsaget til at fortsætte planlægningen af årets festival, indtil politikerne har taget stilling til ekspertgruppens anbefalinger.

”Vi har et break-even ved 2200 gæster og 400 medhjælpere. Med de anbefalinger, ekspertgruppen er kommet med til ministeren, så når vi aldrig op i nærheden af det. Men vi er låst på den måde, at vi ikke bare kan aflyse, for gør vi det, så får vi ingen kompensation. Regeringen skal aflyse for at kompensationsreglerne træder i kraft. Derfor er vi nødt til at sende det signal til vores gæster og medhjælpere, at vi arbejder ufortrødent videre, indtil vi får politikernes svar på ekspertgruppens anbefalinger. Til den tid må vi se på, om vi overhovedet laver festival. Men vi gør noget uanset hvad. Det der det, vi er sat i verden til,” lover Lasse Mortensen og peger på de 50 koncerter, Sølund Musik-Festival sidste år stod bag, da man turnerede landet rundt med brugerbandet The Mumes og holdt coronasikre koncerter.

Hele fødekæden rammes

”Det er jo ikke kun er os, der rammes hårdt. Hvad med alle de foreninger og klubber, der tjener deres penge ved at hjælpe til på festivaller. Det er hele fødekæden, der bliver ramt. Det er rigtig mange penge, der går fra festival-Danmark til foreningerne. De er død-afhængige af at der findes de her store arrangementer,” tilføjer Lasse Mortensen.

Citat

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen