Rekord få indbrud i Skanderborg Kommune

Nye tal fra Danmarks Statistik viser et fald på 75 pct i Skanderborg Kommune

Artiklens øverste billede

Danmark er på et historisk lavt indbrudsniveau, godt hjulpet på vej af corona-nedlukningerne, hvor vi i 2020 og begyndelsen af 2021 har opholdt os mere hjemme.

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev anmeldt 3.294 indbrud i årets tre første måneder.

I samme periode sidste år blev der anmeldt 5.496 indbrud – et fald på 40 pct. Det oplyser Bo trygt, som TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd står bag.

Fra 104 til 26 indbrud

I Skanderborg Kommune er der i årets første tre måneder anmeldt 26 indbrud. Til sammenligning blev der i samme periode sidste år anmeldt 104 indbrud - et fald på 75 pct.

”Vi har i mange år kigget misundeligt til bl.a. Sverige og Tyskland, der har haft væsentligt lavere indbrudstal end os i Danmark. Det har de stadig, men vi nærmer os med hastige skridt, og den udvikling var allerede i gang før de ekstraordinære fald i antal indbrud i forbindelse med corona-nedlukningerne,” siger Britt Wendelboe, programchef for partnerskabet Bo trygt, i en pressemeddelelse.

Under corona-nedlukningerne har hjemsendte skoleelever og hjemmearbejdende voksne skabt mere liv i boligkvartererne i dagtimerne, end der plejer at være.

Lav aftaler med de naboer, der er hjemme

Det er ifølge Britt Wendelboe vigtigt at holde fast i, for når vi skaber liv og uforudsigelighed, kan indbrudstyven ikke vide sig sikker på, om et hus er tomt, eller om naboen følger med på den anden side af hækken.

Indbrudstyve foretrækker kvarterer, der virker øde, og hvor folk ikke kommer hinanden ved eller hilser på hinanden.

Svært at være indbrudstyv

”Formentlig kommer flere danskere fremover til at arbejde delvist hjemmefra. Hvis man bruger et lille afbræk i arbejdsdagen til lige at gå en rundtur i kvarteret, tømme postkassen eller gå ud i haven, mens man klarer en telefonsamtale, så er det med til at forebygge indbrud. Kan man ovenikøbet arbejde hjemme forskellige dage om ugen, giver det heller ikke indbrudstyvene mulighed for at finde et system i hverdagen,” siger Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp.

”Lav aftaler med de naboer, der er hjemme. Det kan man gøre hen over hækken. Og ser du noget mistænkeligt, kan du bruge Nabohjælps app til at få den viden ud til hele nabolaget. Så bliver alle naboerne mere opmærksomme, og på den måde kan vi hjælpe hinanden med at holde tyvene væk. Det har vi alle en interesse i, for er der først begået et indbrud i et kvarter, så øges risikoen markant for nye indbrud inden for kort tid,” tilføjer hun.

Gode råd til genoplukning

Mens danskerne så småt begynder at vende tilbage til en normal hverdag, har Britt Wendelboe et par gode råd.

”Mens vi har været hjemme, har det måske været naturligt at lade en skovl eller andre haveredskaber stå udenfor. Det er ikke en god ide, når vi begynder at være mindre hjemme, for vi ved, at tyven ofte er på udkig efter redskaber til at begå deres indbrud med. Så gem værktøj og redskaber godt af vejen,” siger hun.

Samtidig peger hun på, at det også er en dårlig ide at modtage leveringer fra nethandel ved sin hoveddør, når man ikke er hjemme.

”Selvom fragtfirmaerne gerne sætter varerne på trappestenen, når du ikke er hjemme, bør du tænke dig om en ekstra gang, inden du benytter dig af det. Varerne kan sende et signal om, at huset står tomt,” understreger hun.

bo

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen