Præstens klumme: Når livet sætter spor

Artiklens øverste billede
Lisbeth Westring Kristensen, Stilling Kirke

Vi kender nok alle til at ærgre sig gul og grøn over, at en nyanskaffelse har fået en ridse, en bule, en plet, så det ikke længere ser nyt ud. Dette er dog bare en ting. Det er anderledes, når det er os mennesker, der får skrammer og ar.

Ar vidner om en hændelse. Ar viderebringer fortællinger om mennesker og det liv, de har levet. Nogle ønsker af den grundt at skjule deres ar, mens andre gerne vil vise det frem. Vi kan også have ar på sjælen. Uanset, hvor arret sidder, vidner det om en smerte.

Vi har i mere end et år gemt vores sociale behov væk for samfundets skyld. Helt stik imod menneskets natur, har vi passet os selv. De enlige har ikke fået knus og kærtegn, de ældre har ikke har set sidste nye skud på familiestammen, de unge har ikke kunnet tillære sig sociale normer i fællesskabet. Dét fællesskab, som vi alle har så hårdt brug for, fordi det er i en spejling af andre menneskers øjne og smil, at vi føler os elsket og tilpas i verden.

Vi har for længst mærket, at den isolation har sat sine spor i os. Vi er begyndt at udvikle angst og fobier. Angst for om vi er gode nok, om fællesskabet lukker os ind igen, om det overhovedet vender tilbage? Angst for at henvende sig til fremmede og forbier i forhold til at færdes i det offentlige rum. Dét år har givet os en masse sår og ar på krop og sjæl.

Jesus havde også sår. Det er dem, disciplen Thomas insisterer på at stikke sine fingre og sin hånd ind i for at kunne tro på Jesu opstandelse. Det er sårene og mærkerne og dét, at Thomas får lov at sanse dem, der afgør troen for ham. Og som river ham fra mørket og angsten i den isolation, han og de andre disciplenes befandt sig i efter Jesu død og ud i lyset og fællesskabet med håb og fred. Og på den måde overvandt de verden.

Og sådan er det vel også for os – at først når vi selv sanser det umulige og ufattelige, tør vi gribe troen på, at det er ganske vist. I takt med at flere og flere vaccineres kan vi have en formodning om, at verden åbner mere og mere op og en dag således står vidt åben for os alle igen. Men hvad nu hvis, det ikke sker, som vi regner med?

Mere end nogensinde før har vi brug for at gribe troen på, at vi kan overvinde verden. Med den tro følger tilliden til, at det perfekte og fejlfri er ikke et udtryk for Guds vilje. Fuldkomne bliver vi alle i Guds rige og først dér. Her på jord skal vi vide os elsket af Gud og i den kærlighed fatte mod til selv at elske og leve med de skrammer, livet måtte give os herigennem.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen