Præstens klumme: Skam må mødes af velsignelse

Artiklens øverste billede
Line Rudbeck, sognepræst i Skanderborg. Pressefoto

Skyld og skam er begreber, som bruges lidt i flæng. De fleste af os bryder sig ikke om de ord og om at tænke på, at de har noget med os at gøre. Og samtidig er det min erfaring, at mange af os alligevel tumler en del med begreberne. Især skammen. Følelsen af at være forkert, af ikke at være god nok, af ikke at passe ind, af at vi burde være noget andet end det, vi er. Skammen er en diffus følelse, fordi den i modsætning til skylden ikke handler om noget konkret.

Skyld hænger sammen med noget, vi har gjort eller måske undladt at gøre. Jeg kan skælde ud, og så er det min skyld, at mine børn bliver kede af det. Jeg kan bakke ind i en lygtepæl, og så er det min skyld, at der kommer en bule i den nye bil. Jeg kan glemme at købe flåede tomater, og så er det min skyld, at kødsovsen får en besynderlig konsistens. Det, vi gør os skyldige i, kan vi dog som oftest rette op på.

Vi kan sige undskyld og blive tilgivet. Vi kan køre bilen på værksted og få rette bulen ud eller løbe ind til naboen og høre, om han har en dåse flåede tomater og på den måde redde kødsovsen. Og så har vi taget den skyld – stor som lille -, der var vores på os. Med skammen er det anderledes. Den kan vi ikke fjerne ved at sige undskyld, banke på hos naboen, ringe til forsikringen eller hæve af opsparingen. Skammen er dermed en meget ensom følelse, fordi der ikke er noget vi kan gøre for at handle os ud af den. Skammen kan kun lindres ved at blive mødt af velsignelse!

Gud vender aldrig ansigtet væk fra os, han slår aldrig blikket ned, når han ser på os

I begrebet velsignelse gemmer sig ordet ”at signere”, som jo betyder at skrive under på eller sætte sit mærke på noget. Og dermed betyder ordet vel-signelse at sætte sit ”gode mærke” på eller ”sige god” for den, der bliver velsignet. Og det er netop det, Gud gør, når han velsigner os. Ja, i velsignelsen ser han på os med et kærligt blik, der siger god for os. Et blik, som ser forbi alle vores fejl og svagheder, alt det vi ikke magter, alt det vi skammer os over, ja alt det, der kan fylde og tynge os hver især. Velsignelsens blik hæfter sig ikke ved alt det rod, det møder, men ser udelukkede et menneske, som med Peter Bastians ord altid allerede er elsket. Velsignelse betyder dermed at blive accepteret uden at skulle lave om på sig selv.

Den velsignelse, som møder os hver eneste gang, vi går i kirke, lyder sådan her:

”Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.”

Gud vender aldrig ansigtet væk fra os, han slår aldrig blikket ned, når han ser på os, han væmmes aldrig over dem, vi er eller dem, vi ikke formår at være. I hans blik behøver vi derfor ikke at skamme os. I hans blik kan vi derfor være dem, vi er. Og selvom det måske lyder lidt banalt og letkøbt, så er det ikke desto mindre ret storslået. For det er jo netop det, vi selv kan have så svært ved: At se på os selv og andre med et blik, der ikke lader sig standse af fejl og mangler. At se på os selv og andre med et blik, der velsigner uden at fordømme eller udskamme. Og det kan Gud, ja det gør Gud hver gang, han velsigner os.

”Skam dig ikke over, at du er menneske, vær stolt”. Sådan hvisker en engel i et digt af Tomas Tranströmer og det er netop, hvad der i velsignelsen bliver hvisket i vores ører.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen