Opråb fra Herskind: Følg eksperternes råd og læg ruten om

Lav nye VVM-undersøgelser og genovervej linjeføring, lyder opråbet fra landsbyråd

Artiklens øverste billede
Landbyrådet Herskind, Skivholme og Herskind Hede håber at råbe politikerne på Christiansborg op, så linjeføringen syd om Lading Sø bliver genovervejet. På billedet ses Simon Lynge Svensson (tv), Tina Thybo Sørensen, Aviaja Dahl Kilt, Anne Kaae, formand Anna Margrethe Kristensen og Else Thomsen. Foto: Grethe Bo Madsen

Rute 26 Regeringens infrastruktur-udspil får ikke mange smil med på vejen i den nordlige del af Skanderborg Kommune. Her får man fuld bonus af gener fra et motortrafikvejs-projekt, som Favrskov Kommune er den varmeste fortaler for, men altså ikke selv vil stå på mål for ulemperne fra. Favrskov har nemlig forslået Transportministeren, at linjeføringen af motortrafikvejen skal gå syd om Lading Sø, og altså durk igennem det nordlige af Skanderborg Kommune.

"Som borger har jeg meget svært ved at forstå, at man vil bruge 1,4 mia. kr. på noget, der ikke følger eksperternes råd. Det er dine og mine skattekroner, der er brugt på at gennemføre de undersøgelser," lyder det fra Else Thomsen, medlem af Landsbyrådet Herskind, Skivholme og Herskind Hede.

Andre mulige linjeføringer

Hun henviser til de VVM-undersøgelser, der tilbage i 2012 entydigt konkluderede, at den nordlige linjeføring var den mest optimale både ud fra økonomiske, trafikale og miljømæssige hensyn. En undersøgelse, der dengang blev brugt godt 25 mio. kr. på at gennemføre, og som politikerne efterfølgende af valgte fuldstændig at se bort fra, da man valgte en sydlig linjeføring til det, der dengang handlede om en motorvejsstrækning.

Men nu er der ikke længere tale om en motorvej, men en motortrafikvej, og det får de lokale til at gå sammen i et fælles opråb til Folketingets politikere for dels at få dem til at gennemføre nye VVM-undersøgelser og dels genoverveje linjeføringen.

Som borger har jeg meget svært ved at forstå, at man vil bruge 1,4 mia. kr. på noget, der ikke følger eksperternes råd.

"For det første er VVM-undersøgelserne dengang lavet for et motorvej-projekt og ikke et motortrafikvejs-projekt, som er det, der nu er foreslået. Derfor mener vi, der skal laves en helt ny VVM, hvor linjeføringerne skal i spil igen. Det er der flere ting, der taler for," understreger Else Thomsen.

"En motortrafikvej kræver mindre arealer. Man kan bruge større dele af den eksisterende rute, og man kan lave skarpere sving end på motorvejen. Motorvejen krævede meget store sving, og derfor har der været begrænsede antal mulige linjeføringer. Den begrænsning er der ikke nu, hvor der er tale om et motortrafikvejs-projekt," forklarer hun.

"Lyt til eksperterne"

"Desuden anbefalede alle VVM-rapporterne dengang den nordlige linjeføring nord om Lading Sø af hensyn til naturen. Faktisk var det også den korteste rute, og det var også den rute, der rent økonomisk blev anbefalet," konstaterer hun.

For landsbyrådet ligner den politiske beslutning, der blev truffet i 2014 en vaskeægte politisk studehandel.

"For ellers er det jo ikke logisk, at kigge væk fra VVM-undersøgelser og økonomi," indskyder formands for landsbyrådet, Anna Margrethe Kristensen.

Landsbyrådet er nu oppe på barrikaderne, fordi man ikke stiltiende vil se en gentagelse af den studehandel.

"Det er da tankevækkende, at det er det eneste sted i infrastruktur-udspillet, hvor man tager direkte udgangspunkt i et projekt foreslået af en enkelt kommune," konstaterer Lene Thomsen

Landbyrådet understreger, at det ikke er fordi, de er modstandere af hverken motorvej eller motortrafikvej, men de vil have politikerne til at lytte til eksperternes råd.

"Vi er et landsbyråd. Vi har ikke forstand på, hvordan linjeføringer skal være. Vi kan kun forholde os til, at eksperter tilbage i 2012 entydigt pegede op den nordlige linjeføring, og derfor undrer vi os voldsomt over, at man dengang valgte den sydlige linjeføring. Når den linjeføring nu kommer i spil igen, og når man samtidig har ændret på linjeføringen i forhold til det, der blev besluttet i 2014 på andre dele af strækningen, så mener vi, hele linjeføringen skal genovervejes," understreger Simon Lynge Svensson.

Beskyt naturen

Det undrer også landsbyrådet, at regeringen i sit udspil tilsyneladende ser stort på den enestående natur, der er i området, der blandt andet huser truede dyrearter som vandsalamander, løvfrøer og dværgflagermus.

"I 2012 spillede naturen ikke nær samme rolle som i dag. Men med det store fokus vi i dag har på naturværdier, biodiversitet og fredede områder, så er det komplet uforståeligt, at der ikke i dag lægges endnu større vægt på at beskytte naturen syd for Lading Sø," siger Aviaja Dahl Kilt.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen