Nu er det officielt: Thomas fra Skanderborg er den bedste 1.g’er i hele Danmark til matematik
Thomas Mygind fra Teknisk Gymnasium i Skanderborg kan nu kalde sig Danmarks bedste 1.g'er til matematik. Nu retter han blikket mod de internationale mesterskaber
konkurrence Kun siden sommeren 2020 har Thomas Mygind gået i 1.m på Teknisk Gymnasium i Skanderborg. Men selvom den 16-årige elev ikke har megen gymnasiematematik under vingerne endnu, har han formået at lande øverst blandt sine ligemænd ved den årlige matematikkonkurrence for gymnasieelever, Georg Mohr-konkurrencen.
"Jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da jeg fik beskeden. Jeg sad oppe indtil midnat, hvor resultaterne blev meldt ud. Da jeg endelig så, at jeg havde klaret den, skrev jeg straks ud til mine venner og jublede," fortæller Thomas Mygind.
Jeg har egentlig bare tænkt mig at fortsætte med at gøre mit bedste. Jeg kan ikke gøre andet end det
Thomas Mygind
Georg Mohr-konkurrencen, opkaldt efter den danske matematiker Jørgen Mohr, er en landsdækkende matematikkonkurrence for gymnasieelever. I løbet af to runder, hver med en serie af opgaver, som bliver sværere og sværere, finder man de bedste 48 elever ud af de 15.000-20.000 elever, der normalt deltager hvert år. Kun de bedste får mulighed for at kvalificere sig til internationale mesterskaber.
Matematisk dynasti
Med sin bedrift fører Thomas Mygind familiens arv videre: I løbet af 90’erne formåede hans mor og onkel, som begge gik på Langkaer Gymnasium, i dag Aarhus Gymnasium i Tilst, samt moster alle at vinde Georg Mohr-konkurrencen. Begge hans forældre har desuden en ph.d. i matematik.
"Jeg har egentlig altid interesseret mig for matematik. Jeg fangede nogle ting ved det og lærte det tidligt. Og så har jeg haft nogle forældre, som har været gode til at hjælpe mig. De er en stor del af grunden til at jeg i dag har min forståelse for det," siger han.
Kun lige begyndt
Med Georg Mohr-konkurrencen bag sig har Thomas Mygind nu rettet sit blik mod de internationale konkurrencer. Først Den Nordiske Matematikkonkurrence, som løber af staben den 16. april, og siden Den Matematiske Olympiade, der er verdensmesterskaberne i gymnasiematematik og afholdes fra 14.-24 juli.
"Jeg har egentlig bare tænkt mig at fortsætte med at gøre mit bedste. Jeg kan ikke gøre andet end det. Jeg øver mig selvfølgelig, men ellers må jeg tro på, at det nok skal gå – jeg har jo gjort det fint indtil videre," siger Thomas Mygind.
Uanset hvordan det kommer til at gå, er Thomas Mygind ikke i tvivl om, at han også stiller op til Georg Mohr-konkurrencen de resterende to år af sin gymnasietid.
"Ja, da. Det tænker jeg helt sikkert at gøre. Jeg er jo kun lige begyndt."
sas