SF klar med spidskandidat
SF har i øjeblikket to medlemmer af byrådet - Claus Leick og Søs Elmstrøm
valg SF Skanderborg har valgt Claus Leick som spidskandidat til det kommende kommunalvalg til november måned i år.
"Vi har nu i enighed valgt vores spidskandidat og er i fuld gang med fylde listen op med øvrige kandidater," siger Annie Schacht , der er formand for SF Skanderborg.
Den endelige opstillingliste bliver først klar til sommer, hvor der forhåbentligt kan holdes et fysisk opstillingsmøde, hvor øvrige kandidater bliver fordelt.
SF har i øjeblikket to medlemmer af byrådet - Claus Leick og Søs Elmstrøm. Ved næste valg skal der gerne flere medlemmer ind, så SF igen kan få repræsentation i alle fagudvalg og derved få mulighed for at påvirke alle beslutninger i en tidlig fase.
Claus Leick er i denne periode medlem af økonomiudvalget og formand for miljø og planudvalget.
"Jeg ser frem til en spændende valgkamp med god tone og skarpe holdninger. SF sætter allerede idag mange aftryk i de politiske beslutninger i Skanderborg Kommune og vi er klar med røde og konkrete indspil til fx velfærd, klima, skole og borgerdialog mm i Skanderborg Kommune," siger Claus Leick.