Rosa, Evelyn, Sofie, Anne, Maren, Billy og Isabella har vindmøller, men vinden står stille i skoven. Senere på legepladsen fik de rigtig vingerne til at snurre med hjælp fra farten i benene. Pressefoto

Rosa, Evelyn, Sofie, Anne, Maren, Billy og Isabella har vindmøller, men vinden står stille i skoven. Senere på legepladsen fik de rigtig vingerne til at snurre med hjælp fra farten i benene. Pressefoto

Skovhuset i Skanderborg laver Bæredygtighed i Børnehøjde

13 daginstitutioner i Skanderborg Kommune går i marts måned all in på at lære børnene om bæredygtighed. En af dem er Skovhuset i Skanderborg

Bæredygtighed "Er der nogen, der kan huske, hvad der sker, når vindmøllens vinger svinger rundt?"

Katrine Andersen, der er pædagog i Skovhuset i Skanderborg, stiller spørgsmålet til de ældste børnehavebørn, Uglerne, der er samlet i institutionens bålhytte.

"Så bliver der lavet grøn strøm," siger en pige, der hedder Anne.

Da Katrine spørger, hvorfor man kalder det for grøn strøm, svarer Anne, at det er fordi, det er strøm, der kommer fra naturen.

Et øjeblik efter styrter flokken af børn ud af bålhytten for at stikke deres hjemmelavede papirvindmøller ned i jorden og vente på, at vinden får dem til at snurre rundt.

"Det kommer til at fylde noget resten af deres liv."

Igen i år er daginstitutionerne i Skanderborg Kommune blevet inviteret til i at fokusere på bæredygtighed i det pædagogiske arbejde. Projektet hedder Bæredygtighed i Børnehøjde, det foregår i marts måned, og det har eksisteret siden 2016.

I år deltager 13 institutioner, og gennem projektet deler de viden og inspiration med hinanden. En af deltagerne er Skovhuset i Skanderborg, der allerede i dag kalder sig for en bæredygtig institution.

"Vi har besluttet, at det ikke bare skal være et pædagogisk projekt. Det skal gennemsyre vores hus, at vi tænker bæredygtigt og genanvender så meget som muligt," siger Christine Stengaard Pedersen, der er daglig leder af Skovhuset, i en pressemeddelelse.

Det er første gang, Skovhuset er med i Bæredygtighed i Børnehøjde, og i løbet af de næste uger skal børnene blandt andet lave genbrugspapir og besøge en af de lokale genbrugsbutikker.

Ifølge Christine Stengaard Pedersen er det vigtigt, at børnene får nogle gode redskaber til at tage bæredygtige valg, fordi det fylder mere og mere.

"Det er en del af deres dannelsesproces, fordi det kommer til at fylde noget resten af deres liv, at vi skal tænke på miljøet og passe på de ressourcer, vi har," siger hun.

Mindre madspild på menuen

Også Skovhusets køkken vil have et skærpet fokus på bæredygtighed de næste uger. Her vil Irene Spure Christensen, der hver dag laver mad til husets 45 børn, blandt andet besøge stuerne og fortælle om de bæredygtige aspekter ved dagens måltid, og så vil der være endnu mindre kød på menuen end normalt.

Det er dog ikke kun i marts, der er fokus på bæredygtighed i køkkenet i Skovhuset. Irene går meget op i at bruge sæsonens råvarer og smide mindst muligt ud. For eksempel kan hun finde på at lave chips ud af gulerodsskræller eller putte en rest bulgur i bolledejen.

Intet nyt legetøj i et år

I vindueskarmen i køkkenet står en tom ketchupflaske til tørre efter at være blevet vasket. Den skal bruges i børnenes legekøkken. Institutionen har nemlig besluttet ikke at købe nyt legetøj eller nye materialer i hele 2021. I stedet vil de bruge de ting, de har eller kan finde i naturen. Christine Stengaard Pedersen håber, at det vil hjælpe både børn og voksne til at passe godt på tingene.

"Det hele handler jo om, at vi skal passe på den jord, vi bor på. Og det starter med det, vi bruger hver eneste dag af forbrugsmaterialer. For børnene er det legetøj. Så de kan forholde sig til, at hvis den blå skovl går i stykker, så har vi ikke en blå skovl i morgen," siger Christine Stengaard Pedersen.

Tilbage ved bålhytten er nogle af børnene blevet trætte af at vente på de pletvise vindstød. Med hver deres vindmølle i hånden løber de nu rundt på legepladsen, så de i stedet kan få vingerne til at snurre med hjælp fra farten i benene. Det virker, og papirmøllerne snurrer hurtigt rundt – nu næsten uden afbrydelser.

gs

Fakta

Disse institutioner deltager i Bæredygtighed i Børnehøjde i år:

Asylgades Børnehus, Børnegården Bison, Børnehuset Bakketoppen, Børnehuset v. Veng Skole, Elverhøj, Eskebækparken, Fredensgård, Græshoppen, Møllegade Børnehave, Regnbuen, Skovhuset, Stjær-Storring Børnehus, Voerladegård Børnehave.

Publiceret 06 March 2021 09:30