Klank-forstander kan se lyset for enden af tunnelen

Klaus Larsen satser på, at Klank Efterskole kan genåbne 15. marts

Af
Claus Sonne

15. marts. Det er den dato, Klaus Larsen, forstander på Klank Efterskole, tror at han fysisk kan gense sine elever.

"Jeg er ikke forundret over, at vi ikke måtte åbne 1. marts, for det var der ligesom ikke lagt op til. Men jeg tror på, at det sker 15. marts. Hvis altså ikke smittetallet eksploderer den næste 14 dage," siger Klaus Larsen.

Eleverne og lærere på Klank Efterskole har holdt den sociale damp oppe på mange måder - blandt andet en fælles online pizzaspisning. Foto fra skolens Facebookside.

Eleverne og lærere på Klank Efterskole har holdt den sociale damp oppe på mange måder - blandt andet en fælles online pizzaspisning. Foto fra skolens Facebookside.

Vender eleverne tilbage til efterskolen midt i marts, vil de have 3,5 måneder tilbage af deres skoleår.

"Jeg er sikker på, at det er nok til at give dem en god oplevelse - og en følelse af, at de rent faktisk har haft et efterskoleår," siger han og fortæller, at elever og lærere knokler i hverdagen.

"Omstændighederne taget i betragtning synes jeg, at der virkelig bliver kæmpet ude ved skærmene. Men det er klart, at vi i den grad glæder os til at få liv på skolen igen," slår Klaus Larsen fast. Forstanderen må konstatere, at efterskolen ikke genser tre grønlandske elever.

"De var mere eller mindre tvunget hjem til Grønland med et bestemt fly, og de har meddelt, at de ikke kommer tilbage. Det giver fin mening," fortæller Klaus Larsen, der til gengæld kan melde udsolgt til næste skoleår.

"Og også næste år igen ser rigtig godt ud, både for os og de øvrige efterskoler, jeg har talt med," siger han.

Publiceret 05 March 2021 10:00