Fysioterapeut Lene Petersen fortæller om en markant stigning i 'kontorskader' udløst af hjemmearbejdet. Foto: Sonne

Fysioterapeut Lene Petersen fortæller om en markant stigning i 'kontorskader' udløst af hjemmearbejdet. Foto: Sonne

Fyssen advarer:

Ser langt flere 'kontorskader' pga. hjemmearbejde

Vi bevæger os for lidt, når vi arbejder hjemme, siger eksperten. Men det er ikke det eneste problem ved hjemmearbejdet

Af
Claus Sonne

Coronapandemien har betydet en eksplosion i mængden af hjemmearbejde. Og det kan i den grad aflæses hos blandt andet fysioterapeut Lene Petersen fra klinikken 'Fysioterapi og Smerteklinik' på Adelgade i Skanderborg.

"Allerede kort efter, at så mange begyndte at arbejde hjemmefra, kunne jeg notere mig en stigning i de typiske 'kontorskader', altså problemer med nakke, skulder og ryg eller lænd. Og nu, cirka et år efter, vil jeg godt kalde det en markant stigning," siger Lene Petersen, der også tager på udebesøg til firmaer og her indretter arbejdspladser.

Der er flere udfordringer ved hjemmearbejde. Den måske største er, at man som hjemmearbejder ikke får rørt sig nok.

"Når du sidder på et kontor på din virksomhed, kommer bevægelsen ofte helt automatisk. Du skal hente noget i printeren, hente kaffe i kantinen eller ved en automat eller gå hen til en kollega for at spørge om noget. Når du sidder hjemme, står printeren måske lige ved siden af dig, mens der er kaffe på kanden til et godt stykke til. Og kollegaen får du fat i vha. telefon eller PC. Det betyder, at man får rørt sig for lidt, hvilket både låser led fast og mindsker blodgennemstrømning og cirkulation i væv og muskler," forklarer Lene Petersen og konstaterer, at løsningen på problemet er ret enkelt.

"Kom op og bevæg dig med jævne mellemrum. Og brug et kvarter af frokostpausen på at gå en tur," lyder rådet.

En anden udfordring i forhold til hjemmearbejde er selve arbejdspladsen.

"De fleste virksomheder er rigtig gode til at sørge for deres medarbejdere, når de er på kontoret i virksomheden. Det samme er desværre langt fra tilfældet, når det gælder hjemmearbejde. Her står PC'en stablet op på nogle bøger og er svær at justere i højden. Og de færreste har det hæve-sænkebord, som de har krav på, når de arbejder i firmaet," fortæller Lene Petersen og fortsætter:

"Og jeg møder desværre folk, der gennem det meste af et år har siddet og arbejdet på en bærbar PC. Det er altså en rigtig skidt løsning," siger hun og tilføjer, at også kiropraktorerne kender til den øgede mængde af hjemmekontor-problemer.

Publiceret 04 March 2021 11:30