Karina Kirk fra Ry er Nye Borgerliges spidskandidat til kommunalvalget. Pressefoto

Karina Kirk fra Ry er Nye Borgerliges spidskandidat til kommunalvalget. Pressefoto

Karina Kirk er spidskandidat for Nye Borgerlige

Vil være vagthund, der værner om borgerne og det nære fællesskab

Lokalforeningen i Nye Borgerlige i Skanderborg har valgt spidskandidat til kommunalvalget til november. Valget faldt på Karina Kirk, som bor i Ry.

Karina Kirk har mange års erfaring indenfor social- og sundhedssystemet, og hendes hjerte banker i den grad for de små og de ældre - og alle dem, som bliver klemt af systemet, centralisering og kassetænkning.

Karina Kirk står bag den populære Facebook-kanal 'Mormor uden filter', hvor hun deler synspunkter, opmuntringer og videoer fra brændpunkter rundt om i Danmark.

"Jeg har aldrig været bange for at stikke ud og gå efter det, jeg brænder for - stædighed er et mærkat, jeg med stolthed tager på mig," siger Karina Kirke i en pressemeddelelse. En stædighed, der også førte til tilnavnet 'Eventyreren fra Ry', da hun i 2002-2003 trodsede alle velmenende advarsler og tog sine daværende to mindre børn med på en rygsækrejse i seks måneder rundt i verden.

"Når jeg brænder for noget, så ser jeg muligheder og lader folk omkring mig selv bokse med alle de begrænsninger, de ser. Jeg stiller mig gerne midt i turbulensen som vælgernes garanti for en vagthund, der først og fremmest værner om borgerne og det nære fællesskab."

"På vegne af bestyrelsen glæder jeg mig meget til det kommende samarbejde og til at se Karina Kirk som Nye Borgerliges repræsentant i byrådet i Skanderborg," udtaler formanden for lokalforeningen, Pia Bugge Konradsen.

Nummer to på listen bliver Michael Jørgensen, som har været en del af partiet helt fra den spæde start. Michael Jørgensen er ansat ved politiet i Aarhus, bosat i Virring og aktiv i foreningslivet samme sted.

De øvrige kandidater til kommunalvalget ventes at være på plads indenfor den nærmeste fremtid. Nye Borgerlige oplever lige nu en eksplosion i antallet af medlemmer. For et år siden lå tallet omkring 6.000; lige nu ligger det på mere end 15.000, hvilket gør Nye Borgerlige til Danmarks 3. største parti målt på medlemmer.

Publiceret 01 March 2021 06:00