Dorte Faurholt testede i sidste uge persopnale på Virring Skole.

Dorte Faurholt testede i sidste uge persopnale på Virring Skole.

Bankdame hjælper med corona-test på skoler

Fire ledige er netop blevet ansat til at teste pædagogisk personale for corona. En af de nye testere er den 60-årige bankassistent Dorte Faurholt, og hun er blevet uddannet i at svinge podepinden

Corona I sidste uge ansatte Skanderborg Kommune fire i midlertidige stillinger som corona-testere på skoler. I tirsdags blev de fire personer uddannet af Falck til at foretage corona-test på en god og sikker måde.

Det fortæller Skanderborg Kommune om i en pressemeddelelse.

Nu kører de fire personer rundt til skoler i kommunen for at teste personalet. Det sker i samarbejde med de interne corona-testere, som allerede var i funktion i Skanderborg Kommune, f.eks. personer fra midlertidigt lukkede klubtilbud og biblioteker.

"Via Jobcentret fandt vi frem til en række personer, som vi tog en samtale med. Selv om corona-test ligger langt fra deres normale arbejdsliv, var de alle meget motiverede for at hjælpe til med den ekstraordinære opgave i denne ekstraordinære situation," siger Bodil Lauridsen, chef for Sundhedstjenesten og en del af Skanderborg Kommunes corona-krisestab.

Struktureret tilgang

De fire personer er i første omgang ansat i tre måneder med mulighed for at opsige aftalen med 14 dages varsel fra begge parter.

En af dem, der har sagt ja til at blive corona-tester, er 60-årige Dorte Faurholt fra Låsby-området. Hun er oprindeligt uddannet bankassistent.

"Hvis jeg kan hjælpe med at gøre noget, så det her corona-cirkus kan stoppe lidt tidligere, så vil jeg selvfølgelig gerne gøre det. Jeg er struktureret og vant til at være omhyggelig med persondata, og det er også vigtigt i denne sammenhæng, siger Dorte Faurholt.

Vatpinden i næsen

Tirsdag var de nyansatte podere på kursus med erfarne instruktører fra Falck.

Her handlede det blandt andet om sikkerhed, proceduren for at iføre sig og aftage værnemidler, persondata og selvfølgelig selve det at håndtere en podepind til kviktest.

"Det er ikke bare lige sådan at pode for corona. Vatpinden skal skrabe det hele rigtige sted i næsen for at gennemføre testen. Heldigvis var Falck-folkene flinke til at lade os øve os på dem mange gange," siger Dorte Faurholt.

Corona-testerne er delt i hold af to personer, hvor den ene står for det ”urene” arbejde med selve podningen, men den anden assisterer og sørger for at få testen registreret korrekt. Regeringen har varslet, at de store elever på skolerne måske skal testes to gange om ugen. Det vil kræve en væsentligt større test-indsats lokalt, men Skanderborg Kommune er klar til at håndtere opgaven, hvis eller når det bliver aktuelt.

Skanderborg Kommune er således klar til at ansætte flere personer ekstra til testning af skoleelever, hvis der bliver behov for det.

cns

Publiceret 01 March 2021 15:00