Nu skal Skanderborg forenes i det foreningsløse

Lokale ildsjæle vil aktivere Svanesø-rutens mange mulighedsrum for aktiv fritid og fællesskaber

Under overskriften 'Skanderborgs aktive mil' har en ny forening af samme navn siden september sidste år arbejdet hårdt på at aktivere visionsplanen for et større naturområde i Skanderborg. Med nøgleordene bevægelse og fællesskab ønsker foreningen at lave såkaldte hotspots undervejs på stiforløbet ved Svanesø, Dyrehaven og Skanderborg by. Målet er at binde by, borgere og natur bedre sammen og motivere skanderborgenserne til aktiv fritid.

Rammer for aktive børn

Foreningen, der pt. tæller seks medlemmer, er allerede langt med planerne for den 7,5 km lange rutes største hotspot ved Sct. Georgsgården. Her skal en multipark forene klubliv, streetkultur og rekreative muligheder, og på det store grønne areal er der god plads til bevægelse og fællesskab som omdrejningspunkt for samvær for alle aldersgrupper. Carsten Bjerre, der er leder af det snart 50 år gamle børne- og ungdomscenter, er gået med i foreningens arbejde for at gentænke områdets muligheder for særligt de 9-18årige daglige brugere.

"Den moderne legeplads kræver i dag mere end et efterhånden slidt klatretårn og to mål. Vores børn ønsker hjul under fødderne og flerfunktionelle aktivitetsmuligheder. Rent pædagogisk ser jeg samtidig et stort potentiale i et område med plads til den uorganiserede idræt. En multipark vil være et stærkt supplement til byens foreningsliv, som kan fastholde børnene i en aktiv fritid i og uden for klubtid," siger Carsten Bjerre i en pressemeddelelse.

Hjulene supplerer bolden

Og noget tyder på, at der er brug for at kunne tilbyde børnene både et rigt foreningskatalog, som Skanderborg er kendt for, og indtil flere selvorganiserede aktivitetsmuligheder. Løbehjul er, ifølge Idrættens Analyseinstitut, tordnet frem som sportsgren og har overgået f.eks. håndbold med godt dobbelt så mange aktive. Den selvorganiserede idræt dyrkes, i modsætning til mange klassiske sportsgrene, i høj grad på egen hånd i fællesskab med andre udøvere, og her kan Sct. Georgsgårdens rammer støtte op.

Ideen om en multipark er da også opstået hos en gruppe hjulbegejstrede Skanderborgbørn, som først henvendte sig til kommunen og senere til forældrene i foreningen. Opbakningen har efterfølgende været overvældende. Ikke kun fra de mange forældre, der bruger det meste af sommeren i Galten Skatepark, men også Ungdomsrådet, Skanderborg Idrætsråd, Smukfest og Sølund har alle erklæret deres støtte til multiparken og visionen for Den Aktive mil.

Brugerinddragelse

Foreningen har brugt de første fire måneder på interessent-inddragelse i projektet og inspirationsture til andre multi- og skaterområder i landet. Et forarbejde der har været uundværligt for indholdet af det skitsemateriale, der nu skal tegne stregerne for 'Skanderborgs aktive mil'.

"Børnene og personalet på Sct. Georgsgården har sammen med naboerne til området været vigtige for os at have helt tæt på og med hele vejen. Lige nu har vi en klar vision og nogle centrale ønsker, men tidlig inddragelse er altså en forudsætning for at resultatet giver værdi for de daglige brugere," siger Katrine Ringgaard Jørgensen, næstformand i Den aktive mil.

Foreningen ville gerne have lavet en større inddragelsesproces i januar, men de satser nu på maj, hvor der alt andet lige er bedre vilkår for den slags aktiviteter.

Foreningen blev officielt stiftet ved en generalforsamling i oktober 2020 og opnåede allerede i december økonomisk støtte på 75.000 kr. fra Skanderborg Kommunes Fællesskabspulje. Men skal visionen blive til noget, er der behov for betydelig økonomisk støtte.

"Vi håber selvfølgelig på stor kommunal opbakning og derudover er lokal crowd funding én af de muligheder, vi vil afsøge. Men vi får altså brug for både midler og mandskab til at løfte den ambitiøse vision, selv om vi alle seks er beriget med et forholdsvist stort energiniveau og en kæmpe tro på, at der selvfølgelig står en multipark klar ved Sct. Georgsgårdens 50-års jubilæum i 2022," fortæller Katrine Ringgaard Jørgensen og fortsætter:

"Vi appellerer derfor på det kraftigste til alle med interesse - private og virksomheder. Kontakt os, hvad enten du har lyst til at arbejde med konkrete hotspots langs Den aktive mil, eller du er skarp på at rejse penge. Vi får brug for alle slags kompetencer."

Publiceret 27 February 2021 11:30