Et flertal i Byrådet vi placere et trailcenter på Fælleden i Skanderborg. Foto: Per Bille

Et flertal i Byrådet vi placere et trailcenter på Fælleden i Skanderborg. Foto: Per Bille

Det kan være skønne spildte kræfter:

Byrådet sagde ja til en slæbesild af et trailcenter

Et stort flertal i Byrådet vil placere et trailcenter på Fælleden i Skanderborg

Af
Claus Sonne

En slæbesild.

Det ord satte Jens Szabo (V) på onsdagens byrådsmåde på 'den uendelige historie' om arbejdet med at placere et trailcenter i Skanderborg Kommune. Og centret er da også blevet slæbt godt og grundigt rundt i manegen.

På byrådsmødet besluttede et stort flertal at placere trailcentret ved Fælleden/Anebjerg i Skanderborg. Men: Ja'et skulle falde på mødet, hvis der stadig skal være en mulighed for at få økonomisk støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, der oprindeligt lancerede ideen om centret. Fondens bestyrelse mødes nemlig 1. marts og skal her kigge på sagen fra Skanderborg. Og måske siger nej.

"Derfor er det alt eller intet nu i forhold til en beslutning," sagde ja-siger Bent Jacobsen (V), der måtte se partikollegaerne Hanne Majgaard, Claus Bloch, Anders Laugesen og Jens Szabo stemme imod placeringen. Det samme gjorde Thomas Cordtz (C), SF's Søs Elmstrøm og Claus Leick samt Peter Kjær fra Enhedslisten.

I den ultrakorte version handler sagen om, at det er har været umuligt at finde en egnet placering af trailcentret ved Ry og Himmelbjerget. Adskillige lokaliteter er blevet forslået - men har af den ene aller anden grund ikke kunnet bruges. Derfor lagde den kommunale administration centret i graven, men Kultur,- Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget (KSB) gravede den op igen. Nu har den kommune administration så peget på et område ved Fælleden og Anebjerg som en mulighed.

Jeg tror, vi kan finde en bedre placering end Anebjerg, der ikke har den naturmæssige kvalitet, der skal til. Skoven for ung og for lille

"Vi er på jagt efter et sted, som vi selv kan disponere over. Der har være flere muligheder i spil, hvor vi ikke har råderet over området, så folk har trukket følehornene til sig og sagt nej," sagde borgmester Frands Fischer (S) og pegede med på der skal rejses 330 hektar skov i området, hvilket giver området et andet 'naturudtryk' end tilfældet er nu.

Netop naturen er et bekymringspunkt for Anders Laugesen (V).

"En trailcenter kan være et trækplaster. Hvis det skal blive en succes, skal vi sætte hastigheden lidt ned. Jeg tror, vi kan finde en bedre placering end Anebjerg, der ikke har den naturmæssige kvalitet, der skal til. Skoven for ung og for lille. Et trailcenter bør placeres ved vores vandrestier. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få fondsmidler, skal vi lave et godt projekt," sagde Laugesen og blev bakket op af Jens Szabo.

"Der var ærgerligt, der gik ged i placeringen ved Himmelbjerget og i Ry. Jeg er enig i, at vi bør udbygge på Fælleden bør udbygges, så endnu flere borgere kan bruge faciliteterne. Men der skal være en gennemarbejdet proces, hvor lokale kræfter er med i større omfang end nu," sagde Jens Szabo.

Økonomi bekymrer

Bliver trailcentret til noget, skal Skanderborg Kommune have 2,7 mio. kr. op af lommen, lige som der skal findes 125.000 kr. årligt til driften. Det bekymrer Thomas Cordtz (C).

"Jeg er bekymret over den uafklarede økonomi, og over hvem der skal være brugerne med denne placering. Vi ved ikke, i hvilket omfang centeret vil blive brugt. Vi står her kun, fordi KSB-udvalget ikke turde trække stikket, hvilket ellers blev anbefalet af administrationen. Vi ved, der er opbakning i Ry. Ellers skal vi screene for andre placeringer end Anebjerg," lød det fra Cordtz, der anbefalede at udsætte beslutningen.

Det kan ikke lade sig gøre i Ry lige nu. Det kan det på Anebjerg. Det betyder jo ikke, at der ikke senere kan komme et center i Ry

Birte M. Andersen (V) påpegede, at en placering af trailcentret ved Fælleden vil passe som fod i hose i forhold arbejdet med at udvikle faciliteterne og foreningslivet på Fælleden.

"Det handler blandt andet om, at vi kan udnytte p-pladserne ved Fælleden, og at der er et stort flow af mennesker. Centret er en ganske fornuftig investering i vores borgeres fritidsaktiviteter og dermed også i deres sundhed," sagde Birte M. Andersen, der dermed var på linje med John Haarup Laursen (DF), der også pegede på sammenhæng mellem de netop vedtagne planer for at udbygge Fælleden.

Søren Nielsen (S) pegede på, at ud over Himmelbjerget og Øm Kloster, så har Skanderborg Kommune kun naturen til at tiltrække turister.

"Et trailcenter vil trække folk til. Og det vil være ærgerligt, hvis vi ikke kan blive enige om at finde pengene, hvis Lokale- og Anlægsfonden stadig vil støtte projektet," lød det fra Søren Nielsen..

Også Kai Høstrup (S) stemte for en placering ved Fælleden.

"Det kan ikke lade sig gøre i Ry lige nu. Det kan det på Anebjerg. Det betyder jo ikke, at der ikke senere kan komme et center i Ry," sagde Høstrup.

Publiceret 25 February 2021 18:30