Hanne Majgaard, byrådsmedlem for Venstre, kalder antalet af miljøansatte i Skanderborg Kommune for 'galimatias'. Pressefoto

Hanne Majgaard, byrådsmedlem for Venstre, kalder antalet af miljøansatte i Skanderborg Kommune for 'galimatias'. Pressefoto

Byrådsmedlem kritiserer ansættelse af kommunal miljømedarbejder

'Fuldstændig galimatias med alle de miljøansatte', siger Hanne Majgaard (V)

Af
Claus Sonne

Kommunalt Skanderborg Kommune har ansat en ny miljømedarbejder, og da UgeBladet bragte meddelelsen på vores Facebookside, gav en god håndfuld læsere udtryk for, at pengene kunne være brugt bedre. En af kritikerne er Venstres byrådsmedlem Hanne Majgaard. I sin kommentar skrev hun følgende:

"Ja, der er plads til besparelse i det offentlige. Fuldstændig galimatias med alle de miljøansatte. Vi har brug for flere hænder i plejen af ældre, men det er der ikke prestige i."

Fordi de forskellige afdelinger i kommunen agerer inden for de vedtagne budgetter, budgetter som Venstre i Skanderborg, herunder Hanne Majgaard, har vedtaget, har UgeBladet har derfor stillet Hanne Majgaard følgende spørgsmål:

  • Overskrider den pågældende afdeling i Skanderborg Kommune sit budget/sine beføjelser ved at ansætte en miljømedarbejder mere?
  • Skal din kommentar forstås således, at du ikke mener, at kommunen skal bruge penge på fx miljøet, veje, kultur osv., så længe der mangler hænder i ældreplejen?
  • Synes du, det er ok, at du som byrådsmedlem offentligt går ud og kritiserer ansættelsen af en kommunal medarbejder?

Her er Hanne Majgaards uredigerede svar, som hun har leveret skriftligt:

"Jeg bakker naturligvis op om de vedtagne budgetter, som vi alle i Venstre har stemt for. Venstre arbejder generelt for flere hænder ude i driften, fx. ældreplejen. Når jeg sammen med Venstre stemmer for et budget, er det fordi, vi har vurderet, at vi har opnået flere liberale aftryk i budgettet, end vi ville have fået ved at stå uden for budgettet. Men som mindretalsgruppe har vi selvfølgelig langt fra fået alt det igennem, vi kunne tænke os. Klima og miljø er vigtig, og jeg havde egentlig forventet, at de afsatte midler i højere grad var kommet ud til institutionerne, borgere m.fl. og have gjort gavn frem for yderlige ansættelse i miljøafdelingen på rådhuset i Skanderborg."

UgeBladet har uden held bedt Hanne Majgaard forholde sig til, at det er ansættelsen af en navngivende person, hun kritiserer.

Publiceret 23 February 2021 10:00