Kim Nikkelborg, husleder i Fit & Sund Skanderborg, og fysioterapeut, Tina Lindholdt Anderdsen, medindehaver af klinikken og klinikchef, i fuldt firspring op ad trapperne. Foto: Grethe Bo Madsen

Kim Nikkelborg, husleder i Fit & Sund Skanderborg, og fysioterapeut, Tina Lindholdt Anderdsen, medindehaver af klinikken og klinikchef, i fuldt firspring op ad trapperne. Foto: Grethe Bo Madsen

Hvem er sundest?

Sundhedsdyst: Skanderborg mod Ry

...og alle de andre. Sundhedsdysten er tilbage i ny, tillidsbaseret indpakning, hvor alle kan være med og al aktivitet tæller

Af
Grethe Bo Madsen

Kom så Skanderborg og Ry og alle i andre byer. Det er nu, vi skal vise, at vi har mere rygrad end regnorme og give coronaretriktioner, hjemsendelser og skrivebordet tæt på sofaen fingeren og få sat de gode motions- og bevægelsesvaner tilbage på dagsordenen.

Corona gør os inaktive, og vi kan se, at det her negative konsekvenser for folkesundheden, fordi det er svært at holde fast i sunde motionsvaner

Kim Nikkelborg

Fit og Sund Fysioterapi i Skanderborg og Ry Fysioterapi og Sundhedshus er med i det partnerskab, der mandag 22. februar starter 'Sundhedsdysten - By mod by' op.

Ud over Skanderborg og Ry, deltager også Hedensted, Horsens, Vejle og Kolding. Dysten går ud på at finde den by, hvor deltagerne er mest aktive, og her handler det ikke om træning i mange timer af høj intensitet, men om at få sig rørt og komme tilbage til de sunde motionsvaner.

Folk er coron-inaktive

"Corona gør os inaktive, og vi kan se, at det her negative konsekvenser for folkesundheden, fordi det er svært at holde fast i sunde motionsvaner under corona. Og der skal desværre ikke så lang tids inaktivitet til, før det kan mærkes på kroppen. Vi kan mærke, at folk er ved at køre træt i restriktioner og nedlukninger og at mange savner, at komme i gang igen og gøre de ting, de plejer at gøre. Det, vi håber, at sundhedsdysten kan hjælpe med, er at give folk motivation til at få sig rørt og samtidig inspirere til en mere aktiv hverdag," fortæller Kim Nikkelborg, der er husleder i Fit og Sund i Skanderborg.

"Alle kan være med i dysten og alle former for bevægelse tæller, uanset om du løber en lang tur, laver engle i sneen eller armbøjninger på stuegulvet. Det vigtigste er at komme i gang med at røre sig igen," understreger Tina Lindholdt Anderdsen, der er medindehaver af klinikken og klinikchef i Fit og Sund Skanderborg Fysioterapi.

Motivation i dagligdagen

Hver by i sundhedsdysten har sin egen lukkede facebookgruppe, hvor de lokale samarbejdspartnere hjælper med gode råd om mere bevægelse. Her vil deltagerne kunne finde eksempler på træningsvideoer, få inspiration til mere bevægelse i hverdagen, se fakta om fordelene er ved at være aktiv og meget mere. Derudover vil der hver uge være en særlig udfordring til deltagerne.

Folk kan godt snyde, men de snyder jo sig selv, fordi de så ikke oplever belønningen på egen krop af at have fået rørt sig

Tina Lindholdt Andersen

Samtidig holdes der hver uge et online møde, hvor deltagerne kan inspirere og motivere hinanden og stille sundhedsspørgsmål til forskellige fysioterapeuter, diætister og personlige trænere.

"Det gør vi både for at formidle noget viden, men også for at skabe en mulighed for noget socialt, hvor man kan være med i en snak med andre mennesker," forklarer Tina Lindholdt Andersen.

Dysten er baseret på, at deltagerne selv indberetter, hvor mange minutter de har været aktive hver uge. Og Tina Lindholdt Andersen og Kim Nikkelborg understreger, at alle vitterlig kan være med her, for 30 minutters gåtur tæller lige så meget som 30 minutters løb.

Inaktivitet har store konsekvenser for vores sundhed. Med Sundhedsdysten håber partnerne bag at motivere folk til at få rørt sig og få daglig motion tilbage i hverdagen. Foto: Grethe Bo Madsen

Inaktivitet har store konsekvenser for vores sundhed. Med Sundhedsdysten håber partnerne bag at motivere folk til at få rørt sig og få daglig motion tilbage i hverdagen. Foto: Grethe Bo Madsen

Lidt bedre end ingenting

Budskabet er, at al bevægelse er godt og at bare lidt bevægelse er meget bedre end slet ingen bevægelse. Den by, hvor hver af deltagerne i forhold til byens størrelse er mest aktive, løber med sejren.

"Det er en tillidsøvelse, for der er jo ingen, der holder øje med, om det du indberetter nu også er korrekt. Folk kan godt snyde, men de snyder jo sig selv, fordi de så ikke oplever belønningen på egen krop af at have fået rørt sig," konstaterer Tina Lindholdt Andersen.

"Målet er at få sænket barren for, hvor svært det er at komme i gang, og når alt tæller med, så er det heller ikke et uoverskueligt projekt at tænke daglig motion ind i coronarestriktioner og nedlukning. Snup en rask gåtur på ti minutter eller tag en kælkepause med ungerne. Og det er samtidig sjovt," opfordrer Kim Nikkelborg.

Fakta

Sundhedsdysten - By mod by

  • Dysten starter mandag 22. februar og løber over 4 uger. Vinderbyen er den by med de mest aktive deltagere. Aktiviteten måles på det gennemsnitlige antal aktive minutter.
  • Al aktivitet tæller, uanset om det er gåtur med hunden, sneboldkamp med børnene eller højintensitets træning.
  • Vinderbyen donerer 20.000 kr. til en lokal organisation, som deltagerne selv er med til at vælge.
  • De deltagende byer er: Skanderborg, Ry, Hedensted, Horsens, Vejle, Kolding.
  • Bag Sundhedsdysten står Ry Fysioterapi og Sundhedshus, Fit&Sund Skanderborg Fysioterapi, MotionsCompagniet, Fysioterapi og Træning og Sundhed Horsens.
  • Læs mere på sundhedsdysten.dk

Publiceret 19 February 2021 19:30