Agnes Opstrup, Frede Buhl Hyldgaard og Sophia Syplli Holmgaard fra 2.A på Højboskolen i Hørning var ikke i tvivl om, at nu kan det være nok med coronanedlukningen.

Agnes Opstrup, Frede Buhl Hyldgaard og Sophia Syplli Holmgaard fra 2.A på Højboskolen i Hørning var ikke i tvivl om, at nu kan det være nok med coronanedlukningen.

Genåbning: 

"Endelig tilbage i skole"

Efter den længste juleferie nogensinde er 2.A tilbage i klasseværelset på Højboskolen i Hørning

Af
Grethe Bo Madsen

genåbning I løbet af få minutter blev 2. A's klasselokale mandag morgen fyldt med forventningsfulde elever, der havde savnet hinanden og set frem til at komme i skole igen.

"Godmorgen Tanja," lød det igen og igen til klasselærer Tanja Bjerrum, der siden pressemødet i sidste uge har haft travlt med at forberede gensynet.

"Det var helt fantastisk at logge på Teams after pressemødet og se julelys i øjnene på alle børnene. Der er ingen tvivl om, at de har glædet sig helt vildt. Man skal huske på, at en stor del af det, at være i skole, er de sociale relationer. Det er vigtigt at være sammen med sine venner," understreger hun.

"Den store udfordring som lærer har været, at man ikke har den samme føling med børnene, når de sidder bag skærmen. Så den der bekymring med, om alle har det godt, den har fyldt meget. Jeg har faktisk haft individuelle samtaler med alle børnene - "alene skærmtid" - så jeg kunne tale med dem om, hvordan de havde det. Men det giver jo ikke den samme føling, som når vi er i klassen," forklarer Tanja Bjerrum og peger på, at det, der især vil være i fokus de næste dage op til vinterferien, er det sociale og så igen at få samlet eleverne om nogle gode rutiner.

Lærer Tanja Bjerrum var klar til at tage imod eleverne i 2.A kvart i otte med med plakat og flag. Foto: Grethe Bo Madsen

Lærer Tanja Bjerrum var klar til at tage imod eleverne i 2.A kvart i otte med med plakat og flag. Foto: Grethe Bo Madsen

Fedt at være i skole igen

Agnes Opstrup, Frede Buhl Hyldgaard og Sophia Syplli Holmgaard er begejstrede for at være i skole igen. Sammen med resten af 2. årgang har de været hjemsendt i ekstra lang tid, fordi begge klasselærere blev syge med Covid-19.

Det er så fedt at være i skole igen. Corona er vildt irriterende og træls.

Agnes Opstrup, Frede Buhl Hyldgaard og Sophia Syplli Holmgaard, 2.A 

"Det er så fedt at være i skole igen. Corona er vildt irriterende og træls. Det er ok at blive undervist på computer, men det er svært at koncentrere sig, og nogle gange er det ikke til at finde ud af, hvad man skal, især hvis man sidder alene," er de tre enige om.

"Vi vil hellere være i klassen, for man savner sine venner rigtig, rigtig meget. Og også lærerne," tilføjer de.

Selvom de er glade for at være tilbage i klassen, er de skuffede over, at de ikke også må være sammen med 2.B.

"Det er lidt underligt, at vi ikke må være sammen med dem, som vi plejer. Vi må heller ikke være sammen i frikvartererne og SFO."

Inden turen ned på plads, var alle elever en tur omkring vasken for at vaske hænder. Foto: Grethe Bo Madsen

Inden turen ned på plads, var alle elever en tur omkring vasken for at vaske hænder. Foto: Grethe Bo Madsen

Hver klasse er en boble

Men det er der en rigtig god forklaring på. Klasserne er nemlig hver især en lille social boble, og derfor skal eleverne holdes adskilt klassevis.

At holde klasserne adskilt er det helt centrale punkt i genåbningen, og det der gør, at vi godt tør åbne skolen igen.

Peder Pedersen, skoleleder Højboskolen

"At holde klasserne adskilt er det helt centrale punkt i genåbningen, og det der gør, at vi godt tør åbne skolen igen. Vi har forberedt os godt og grundigt, og heldigvis er vi så stor en skole, at hver klasse kan få deres egen indgang og deres eget udeområde. Så det er let for os at overholde kravet om, at eleverne ikke må blandes, men skal holdes hver for sig klassevis," fortæller skoleleder Peder Pedersen.

"Vi har ikke skåret med på skoledagens længde, men indholdet i timerne vil være anderledes. Det helt store fokus lige nu, er at få børnene godt tilbage i skole igen," tilføjer han.

Eleverne i 2.A på Højboskolen i Hørning var glade for at se hinanden igen, da de mødte ind i morges lidt i otte. Foto: Grethe Bo Madsen

Eleverne i 2.A på Højboskolen i Hørning var glade for at se hinanden igen, da de mødte ind i morges lidt i otte. Foto: Grethe Bo Madsen

Publiceret 08 February 2021 18:00