De biblioteksansatte er klar til at finde bøger til dig og gøre dem klar til afhentning på det lokale bibliotek. Arkivfoto

De biblioteksansatte er klar til at finde bøger til dig og gøre dem klar til afhentning på det lokale bibliotek. Arkivfoto

Bog-sult? Biblioteket kommer til undsætning

Nu kan du bestille bøger til corona-sikker afhentning på biblioteket

bibliotek Nu er der godt nyt til de mange mennesker, som savner at låne en god bog med hjem. 

Skanderborg Kommunes Biblioteker gør det nu muligt for borgere at få adgang til bibliotekets fysiske materialer på en tryg og sikker måde. Det fremgår af en pressemeddelelse på Skanderborg Kommunes hjemmeside.

"Vi mærker, at mange savner biblioteket. Hver uge får vi mange henvendelser fra borgere, som efterspørger bøger og materialer. Vi er glade for, at vi nu kan hjælpe med at stille den værste bog-sult, indtil bibliotekerne forhåbentlig snart kan åbne igen," siger Jens-Ole Winther, bibliotekschef i Skanderborg Kommune. 

Du kan gøre brug af bibliotekets nye tilbud fra den 28. januar. 

Mental sundhed

Bibliotekerne er lukkede på grund af corona-restriktionerne, som foreløbig løber frem til 7. februar. De lokale biblioteker har udformet den nye bestillingsordning, som netop er blevet godkendt af kommunens kriseledelse, der er nedsat til at håndtere corona-situationen lokalt.

"Det er vigtigt også at have fokus på den mentale sundhed under corona-krisen. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man holder sin hjerne i gang ved at lave forskellige aktiviteter f.eks. at læse en bog eller lytte til musik. Her har biblioteket en masse at tilbyde, og det er glædeligt, at borgerne igen får adgang til de fysiske materialer," siger borgmester Frands Fischer, som er formand for kriseledelsen. 

'Bestil, ring og hent' gælder kun bøger og andre biblioteksmaterialer. Der er altså ikke borgerservice på bibliotekerne før genåbning. For eksempel udleveres der ikke batterier eller modtages post til Fælleden.

Du kan bestille bøger til afhentning på alle kommunens biblioteker. 

sas

Fakta

Ring inden afhentning

  • Ordningen hedder "Bestil, ring og hent" og er en click & collect-løsning, som det kendes fra butikker og supermarkeder.
  • Du kan bestille materialer via bibliotekets hjemmeside, app´en, bibliotek.dk eller ved telefonisk henvendelse.
  • Du skal kontakte dit lokale bibliotek, når du modtager besked om hjemkomne materialer.
  • Ved afhentning kommer du ikke ind på biblioteket. Udlevering sker uden fysisk kontakt mellem dig og biblioteksmedarbejderen.
  • Lånte materialer skal først afleveres, når bibliotekerne genåbner fysisk. De sædvanlige låne-perioder er annulleret midlertidigt. Når bibliotekerne åbner igen, er der 14 dage til at aflevere på, inden der eventuelt kan komme bøde på.

Publiceret 03 February 2021 16:00