Tilflytter Maja Bindesbøl Jensen modtager velkomstpakken fra Ingrid Thrane, medlem af Lokalrådet. Privatfoto

Tilflytter Maja Bindesbøl Jensen modtager velkomstpakken fra Ingrid Thrane, medlem af Lokalrådet. Privatfoto

Landsbyliv:

Tilflyttere bliver modtaget med gavepakke 

Landsbysamfundet Ejer Bjerge syd for Skanderborg har fundet en god løsning i stedet for de udsatte fællesspisninger

Af
Michael Wulff

LANDSBYER Der er fart over tilflytterne til de små landsbyer i øjeblikket. Og de nyankomne har noget at glæde sig til, for landsbysamfundene står flere steder klar til at byde velkommen fx med en lille pakke som i Ejer Bjerge syd for Skanderborg. Et område, der består af de fem landsbyer Tebstrup, Ris, Tåning, Horndrup og Ejer.

"Jeg var inden jul ude hos seks nye tilflytterfamilier alene i Tåning, hvor jeg selv bor. Og når vi kommer med vores nye velkomstgave, bliver det modtaget med stor glæde," siger Karin Toftegaard Matthiesen, ansvarlig for kommunikationen i Ejer Bjerge.

Mange spørgsmål og svar

Velkomstpakken rummer svar på alle de spørgsmål, som tilflyttere kan have: Hvor handler vi ind, hvor skal ungerne passe, og hvilke virksomheder er der i området.

Vin og honning

Her er også produkter fra de lokale erhvervsdrivende som et glas honning, vin og et gavekort til en lokal håndværker og yoga-studie.

 "Da vi selv dumpede ned her for 13-14 år siden, havde vi ikke børn på det tidspunkt. Vores naboer var søde, men man var lidt på bar bund, da vi skulle finde en dagpleje. Det forsøger vi at hjælpe med nu," siger Karin, som sammen med andre fra Ejer Bjerge rykker ud for at tage imod, når de hører om nye folk i området.

Stor glæde i døren

Hun har et bud på den store glæde, hun har mødt ved at ringe på døren.

"Når du kommer herud fra en lejlighed i Aarhus måske, så er det for at opleve det fællesskab, vi har. Men i denne corona-tid har vi ingen fællesspisning, som normalt, så det er tydeligt, at de nye bliver glade for at se et levende menneske, få informationer og nogle kontakter at tage fat i, når coronaen letter igen."

"Jeg blev et sted budt ind på kaffe, men måtte jo sige nej tak. I stedet fik jeg et tilgodebevis," smiler Karin Toftegaard i telefonen

Publiceret 26 January 2021 08:00