I RIVALs bestyrelse er der også stor tilfredshed med, at Christian Aarup (th.) nu er del af ejerkredsen, og det er noget, man ser meget frem til. Pressefoto

I RIVALs bestyrelse er der også stor tilfredshed med, at Christian Aarup (th.) nu er del af ejerkredsen, og det er noget, man ser meget frem til. Pressefoto

Mangeårig salgschef træder ind i ejerkredsen hos RIVAL A/S

Maskinfabrikken fra Skanderborg får ny tilføjelse i ejerkredsen

Med årsskiftet til 2021 fulgte også en ny mand i ejerkredsen på RIVAL. Salgschef Christian Aarup har købt en andel af virksomheden, hvilket både Henrik Holvad og RIVALs bestyrelse ser som et stort aktiv.

"Christian har gennem en del år været en væsentlig del af vores virksomhed. Det gælder både i forhold til udvikling og vækst og som en vigtig kulturbærer på de interne linjer. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi nu er bundet tættere sammen og kan styrke vores partnerskab til glæde for kunder og virksomhed," siger Henrik Holvad ifølge en pressemeddelelse.

Fælles mål og passion

Henrik Holvad og Christian Aarup går ind i det nye 'ægteskab' med en fælles målsætning om at fortsætte den positive udvikling af RIVAL, både hvad angår kunder, medarbejdere og økonomi.

"Vi har begge en stor passion for RIVAL og den værdi, vi skaber for vores kunder og medarbejdere,´" siger Henrik Holvad og tilføjer:

"Vi ser Christian som en rigtig vigtig del af vores virksomhed, og vi har helt naturligt haft et ønske om at knytte ham tættere til os. Når vi så samtidig kan være med til at opfylde hans drøm om at gå fra lønmodtager til virksomhedsejer, er det en ren win-win."

Gode sammen

Christian Aarup har gennem det seneste år været en del af RIVALs bestyrelse. Den viden, han har opbygget i det strategiske samarbejde med Henrik Holvad som både salgschef og bestyrelsesmedlem, har skærpet hans mod på og lyst til selv at få hånden på kogepladen som medejer.

"Henrik og jeg har fælles ambitioner og værdisæt, hvilket er en væsentlig forudsætning for vores succesfulde partnerskab. Vi er rigtig gode sammen og til at lære af hinanden," siger Christian Aarup.

Livslang læring

En MBA med eget pensum i opbygning af både tekniske og strategiske kompetencer kunne være overskriften for Christians erhvervskarriere. Det startede i de unge år, hvor Christian uddannede sig til industritekniker og hurtigt herefter fik erfaring som både produktionschef og sælger. Stillingen som salgschef på RIVAL har indebåret strategiske samarbejder med virksomhedens internationale nøglekunder og virksomhedsudvikling med Henrik Holvad.

"Alt dette har været med til at gøre mig klar til at tage skridtet til at blive virksomhedsejer. Jeg ser frem til at fortsætte min læring som del af ejerkredsen på RIVAL," siger Christian Aarup.

Publiceret 25 January 2021 16:30