Blandt andet knuste flasker mødte personalet på Gudenåskolen i Ry, da man mødte ind tirsdag i denne uge. Privatfoto

Blandt andet knuste flasker mødte personalet på Gudenåskolen i Ry, da man mødte ind tirsdag i denne uge. Privatfoto

Nu gider skoleleder ikke mere: Sætter overvågningskameraer op

Gudenåskolen i Ry er plaget af hærværk - en elev var tæt på at skære sig på flaske

Af
Claus Sonne

For tredje gang på kort tid har der været hærværk på Gudenåskolen i Ry. Og det var meget tæt på, at en elev havde skåret sig på en smadret flaske.

"Med de smadrede flasker, som i dag stod som syle på legepladsen, var et barn meget tæt på at komme slemt til skade, fordi vi ikke havde opdaget det," fortæller skoleleder Lone Mathiesen Laugesen om hærværket, der blev opdaget tirsdag.

"Det ser ud til, at der er anvendt en teknik, hvor man tager en flaske og smadrer den ind i væggen eller på stolperne til vores fodboldmål. Det betyder, at der ligger meget skarpe halve flasker mange steder i vores SFO. Derudover har nogen (igen), været på vores tag og smadret tagplader," forklarer hun.

Det ser ud til, at der er anvendt en teknik, hvor man tager en flaske og smadrer den ind i væggen eller på stolperne til vores fodboldmål

Ved tidligere tilfælde af hærværk er dette typisk sket i weekenden, hvorfor skolens folk har kunnet nå at rydde op, inden skolen tages i brug. Men den øvelse bliver umulig, når hærværket først opdages om morgen på en skoledag.

"Jeg er både sur, skuffet og uforstående. Vi har jo sat et skilt op, der fortæller, at gæster er velkommen, da vi ved at de unge i Ry ikke har mange steder at gå hen i weekenderne. På skiltene står der, at man skal passe på vores skole og rydde op efter sig selv. Endvidere har vi sat ekstra skraldespande op. Det ser desværre ikke rigtigt ud til at virke," siger Lone Mathiesen Laugesen og tilføjer:

"Det her går ud over vores børn, og vi skal have det stoppet."

Som en konsekvens har Gudenårskolen nu bestilt overvågningskameraer. Et tiltag, skolelederen ikke er vild med.

"Jeg bryder mig ikke om tanken, og jeg har ikke lyst til at sidde og se på unge, der kysser i et hjørne. Men der er ingen vej udenom kameraerne, hvis vil skal have stoppet det her. Og det skal vi. Fremover vil hærværk bliver videregivet til politiet og evt. SSP," lyder det fra Lone Mathiesen Laugesen.

Publiceret 21 January 2021 11:30