"Komptencecentrets brugere er ikke udfordret på kriminalitet, når det gælder Sølund," understreger Jørgen Erlandsen, koncernchef for Beskæftigelse og Sundhed i Skanderborg Kommune. Foto: Claus Sonne

Afviser at skole får pædofile, rockere og bandemedlemmer som naboer

Skanderborg Kommune beroliger urolige forældre

Af
Claus Sonne

Skolestruktur Pædofile. Og folk med tilknytning til rockere- og bandemedlemmer.

Det er, hvad eleverne på Hørningskolen kan få som nærmeste naboer, hvis skolen som planlagt skal rykke til 'gamle Sølund' og Pavillion 5. I hvert fald ifølge en række opslag på de sociale medier samt bekymringer, der er blevet luftet på en workshop sidste år.

De nævnte grupper skulle ifølge modstandere af flytningen af Hørningskolen til Sølund findes blandt brugerne hos Kompetencecenter Skanderborg. Men påstanden skydes ned af Jørgen Erlandsen, koncernchef for Beskæftigelse og Sundhed i Skanderborg Kommune.

"Det er rigtigt, at Kompetencecenter Skanderborg bruger en del af Pavillion 5, hvor Hørningskolen er udset til at skulle rykke ind. Men der er slet ikke tale om den type brugere, som det bliver nævnt. Vi snakker i stedet om primært kvinder, der er i gang med et stressforløb, der blandt andet involverer mindfuldness, og for hvem nærheden til naturen er vigtig for forløbet. Så komptencecentrets brugere er ikke udfordret på kriminalitet, når det gælder Sølund," siger Jørgen Erlandsen.

Han fortæller, at der blandt de mange personer, der får hjælp af Kompetencecenter Skanderborg, vil være nogle med en plettet straffeattest.

"Hvis vi, som der har været snak om på et tidspunkt, skulle flytte hele Kompetencecenter Skanderborg til Sølund, var debatten og bekymringen reel. Men det er ikke tilfældet," konstaterer Jørgen Erlandsen.

Publiceret 20 January 2021 18:30