Ekstra penge til den kommunale administration skal sikre fortsat kommunal udvikling. Arkivfoto

Ekstra penge til den kommunale administration skal sikre fortsat kommunal udvikling. Arkivfoto

Planer og vand koster:

 Millioner på vej til trængt administration

Ekstra bevillinger skal sikre, at Skanderborg Kommune ikke bliver en flaskehals i udviklingen af kommunen

Af
Claus Sonne

Kommunalt Der er så meget gang i udviklingen af Skanderborg Kommune, at den kommunale administration på flere områder ganske enkelt ikke kan følge med.

Og det giver problemer for netop udviklingen. Fx har administrationen en pukkel på ca. 10 lokalplaner over de næste to år som følge af de investeringer, der er planlagt i Budget 2021. Nu er der økonomisk hjælp på vej fra Byrådet.

Således tilføres området, hvor der arbejdes med lokalplaner 500.000 kr. i både 2021 og 2022, så der kan købes ekstern hjælp. Halvdelen af pengene kommer fra et overskud i Kultur-, Borger- og Planafdelingen, mens den anden halvdel kommer fra en pulje med navnet 'Byrådets udviklingsstrategi'.

Desuden opnormeres planområdet med 357.000 kr. i 2021, 479.000 kr. i 2022 og 600.000 kr. fra 2023 til fastholdelse af nuværende medarbejderressourcer via en permanent tillægsbevilling fra kassen. Endelig opnormeres spildevandsområdet med 600.000 kr. fra 2021 til én ekstra medarbejder via en permanent tillægsbevilling fra kassen.

Et modvilligt ja

Da byrådet på sit seneste møde skule tage stilling til ovenstående, endte det med et ja over hele linjen. Men flere partier sagde modvilligt ja.

Tage Nielsen (R) kaldte det rimeligt at komme med en anmodning om så mange penge blot 14 dage før, at et nyt budget træder i kraft.

"Det her burde have været en del af budgetforhandlingerne. Vi synes, byrådet tages som gidsler. Vi stemmer for, men er ikke glade for det," sagde Tage Nielsen og tilføjede med direkte henvisning til Økonomiudvalget:

"Jeg skyder ikke på administrationen her. Jeg skyder på Økonomiudvalget. I skal være bedre til at forudsige behovet.

Jens Szabo (V) slog fast, der er borgere og udviklere, der har ventet uacceptabelt længe på de nødvensige tilladelser.

"Det skal vi gøre noget ved, for kommunen må ikke være stopklods. Så det kan kan ikke gå hurtigt nok. Sæt i gang," sagde Jens Szabo og roste, at der internt er fundet nogle af midlerne.

Martin Frausing Poulsen (DF) slog fast, at der skal handles ud fra den virkelighed, der er.

"Vi står med kæmpe udfordringer, så det er rettidig omhu at bruge penge på det her nu," sagde han.

Publiceret 26 December 2020 06:00