33-årige Julie Ella Jappe elsker at nørde med sine smykker og udvikle noget helt nyt. Sølv er ubetinget yndlingsmaterialet. Foto: Sonne

33-årige Julie Ella Jappe elsker at nørde med sine smykker og udvikle noget helt nyt. Sølv er ubetinget yndlingsmaterialet. Foto: Sonne

Made by Ella: Grænsesøgende i sølv

Julie Ella Jappe har slået dørerne op til sit egen værksted i Gl. Rye, hvor hun især kreerer smykker i sølv

Af
Claus Sonne

Gl. Rye Det er umuligt at være i tvivl om glæden, når Julie Ella Jappe viser rundt i sit nyindrettede og nyåbnede guldsmedeværksted på Ryesgade, en rundvisning der i øvrigt ikke tager ret lang tid, for meget plads er der ikke.

"Det er fantastisk at have fået sit eget sted," siger den 33-årige smykkedesigner, der stammer fra Silkeborg og flyttede til Gl. Rye fra København for tre år siden. Og ikke har arbejdet ret meget med smykker i de seneste år.

"De seneste år har jeg taget mig af vores datter, der nu er to år. Hun er begyndt i dagpleje, og det giver mig tid til den fordybelse, der er helt afgørende og nødvendig, hvis jeg skal finde på noget nyt," fortæller Julie og fortsætter:

"Jeg vil gerne udfordre den traditionelle opfattelse af, hvilke smykker man bærer og hvordan man bærer dem. Ideerne til nye ting kan pludselig poppe op, enten når jeg er ude at gå en tur eller når jeg sidder og arbejder med noget andet. Så er det bare med at lave en skitse - eller smide hvad jeg nu sidder med i hænderne."

Selv om hun brænder for at finde på nyt og skubbe til folks opfattelse, så kreerer Julie Ella Jappe meget gerne en vielsesring eller andre traditionelle smykker.

"Folk må hellere end gerne komme med bestillingsarbejde eller bede om at få noget smeltet noget om til noget nyt. Og jeg reparerer selvfølgelig også gerne smykker," lyder det.

Smykkedesigner Julie Ella Jeppe har åbnet sit eget værksted i Gl. Rye under navnet 'Made by Ella'. Foto: Sonne

Smykkedesigner Julie Ella Jeppe har åbnet sit eget værksted i Gl. Rye under navnet 'Made by Ella'. Foto: Sonne

Spørger man til yndlingsmaterialet at arbejde med, falder svaret prompte: Sølv.

"Jeg er klart mest tiltrukket af sølv, men kan selvfølgelig også arbejde med andre metaller. Men sølv kan bare et eller andet, og så er det et taknemmeligt materiale at have i hænderne. Det koster heller ikke nær det samme som guld," smiler Julie, der lancerer sig arbejde via brandet 'Made by Ella'.

Julie Ella Jappe begyndte for alvor at arbejde med smykker, da hun flyttede til København, hvor hun også begyndte på uddannelsen som guldsmed.

Her var hun en del af designkollektivet Ladyfingers.

"Vi var i alt seks smykkedesignere, og det var virkelig inspirerende at have dygtige kollegaer omkring mig. Omvendt skal man sådan et sted også sluge nogle kameler, så jeg har længe drømt om at få mit eget sted. Og nu har min søde og dygtige kæreste så bygget det her til mig, og jeg er så glad for stedet. Og det er mig, der stemmer," fortæller Julie og slår ud med armene i det lille værksted, der blandt andet rummer en guldsmedevalse, der er et kunstværk i sig selv.

Bag en lille skranke kan hun nørde med sine smykker, og selv om det kunstneriske naturligvis er vigtigt, så elsker hun det håndværksmæssige ved faget.

"Det er så fed en fornemmelse at finde på nye måder at bruger materialer og værktøj på," smiler hun.

Satser lokalt

Som nævnt har Julie Ella Jappe netop slået dørene op til sit værksted. Det sker midt i en coronatid, hvor de markeder og andre salgssamlingssteder, hun traditionelt har benyttet til at sælge sine værker, er lukket ned.

"Jeg har ingen forhandlere af mine produkter, så det er klart, at markederne ville være et godt sted at begynde. Men jeg vil meget gerne fokusere på det lokale, og jeg er vild med Gl. Rye og området omkring byen. Så naturligvis håer jeg, at de lokale vil kigge forbi værkstedet, og man behøver altså ikke købe noget. Så kom endelig ind og få en snak og kik på smykkerne," lyder opfordringen.

Du kan se eksempler på Julies arbejder på www.madebyella.com.

Publiceret 26 December 2020 11:30