Lina-Marie Rasmussen fra Stjær er FIFA-dommer. Hun håber, at flere piger og kvinder vil være fodbolddommere.

Lina-Marie Rasmussen fra Stjær er FIFA-dommer. Hun håber, at flere piger og kvinder vil være fodbolddommere.

Ja, blondinen kan godt fodboldreglerne

Line-Maria Rasmussen fra Stjær er blot en af tre danske kvinder med FIFA-licens. Hun håber, at flere piger og kvinder vælger dommervejen

Af
Claus Sonne

Fodbold Egentlig havde Line-Maria Rasmussen fra Stjær besluttet sig for at stoppe som fodbolddommer, fordi hun er gravid. Men stoppet er aflyst.

"Jeg kan mærke, at jeg slet, slet ikke er færdig med at være dommer," lyder det fra en af de tre kun danske kvinder med FIFA-licens.

"Heldigvis har jeg en fantastisk opbakning 'hjemmefra', så det skal nok gå," siger 37-årige Line-Maria, der fra hjemadressen driver klinikken Body Complete, der har forskellige former for fysiurgisk massage på 'menukortet'.

"Jeg er netop blevet selvstændig for at kunne disponere bedre over min tid i forhold til dommergerningen," fortæller hun.

På herresiden dømmer Line-Maria Rasmussen op til og med Danmarksserien, men som linjedommer har hun FIFA-licens og var i 2019 med på linjen ved U19 EM i Skotland.

"Jeg fik fire kampe, men i semifinalen vinkede jeg et frispark, der godt nok var der, men som jeg skulle have ladet dommeren tage sig af. Og så røg jeg hjem," smiler hun.

63 dage i udlandet

I 2019 havde Line-Maria 63 rejsedage i udlandet. Læg dertil adskillige dage på baner rundt om i Danmark.

"Det betyder ekstremt meget for mig at være dommer eller linjedommer. En ting er det, der foregår inde på banen, noget andet er det sammenhold, der er dommerne imellem. Vi oplever tit, at folk, der er stoppet, fortæller, at de savner sammenholdet," fortæller hun.

Og ja: Line-Maria Rasmussen kender fordommen om, at kvinder ikke kan fodboldreglerne.

Jeg kan mærke, at jeg slet, slet ikke er færdig med at være dommer

Line-Maria Rasmussen

"Men kvinder, også os blondiner, kan altså god finde ud af at dømme en fodboldkamp. Ofte, når vi støder på kritik pga. vores køn, handler det om, tror jeg, at det så er lettere at bortforklare, at man har tabt en kamp," siger hun og fortsætter:

"I begyndelsen af min dommerkarriere steg jeg hurtigt i graderne, og jeg har også hørt den der om, at jeg nok har blinket lidt ekstra til udvikleren. Det er selvfølgelig noget sludder, og vi kvinder gennemgår den samme teoretiske og fysiske tests som de mandlige kollegaer. Og jeg bliver altså ikke sidst, når vi har løbetest."

Beder man Line-Maria sætte ord på de største oplevelser som dommer, nævnet hun blandt andet en tur til Montenegro, hvor omklædningen til en landskamp foregik i en skurvogn. En fire dage lang tur til Kasaksthan sidder også fast.

"Der blev vi kørt rundt med politieskorte," fortæller hun, griner og ryster på hovedet.

"Der var kun 100 tilskuere til kampen, til gengæld var der 300 politibetjente. Det var faktisk så skørt, at jeg ikke huser ret meget fra selve kampen."

I skal da være dommere

Line-Maria Rasmussen begyndte som dommer i 2013 efter et foredrag med et dommer. Og hun er klar igen i september 2021 efter endt graviditet. Derefter venter kampe i ind- og udland - og i Stjær, hvor kæresten er assistenttræner for det lokale hold i Serie 2.

"Jeg ser gerne deres hjemmebanekampe, og når de lokale tilskuere mener, at dommeren på banen dømmer noget helt forkert, så er de af og til henne og lige cleare med mig, om dommeren nu også havde ret i den kendelse," griner Line-Maria og kommer med en opfordring til de mange piger og kvinder der spiller fodbold:

"Overvej, om I ikke vil være dommere. Det er en fantastisk tjans, der er med til at udvikle dig. Har du lyst til at prøve, så tag fat i din klub."

Publiceret 14 December 2020 19:30