June Valbak (th) og Camilla Bech Fischer er blandt finalisterne i UgeBladets Svesken bag disken-konkurrence. Foto: Per Bille

June Valbak (th) og Camilla Bech Fischer er blandt finalisterne i UgeBladets Svesken bag disken-konkurrence. Foto: Per Bille

Valbak Design:

Du får også et hej, selv om du ikke køber noget...

Duoen bag Valbak Design i Hørning trives i travlheden - og holder fokus på høj service

Af
Claus Sonne

Kombinationen af juletravlhed, black friday og et generelt rigtig godt 2020 giver travlhed hos Valbak Design i Hørning, en af finalisterne i UgeBladets Svesken bag dsken-konkurrence. Men travlheden kommer ikke til at påvirke kundekontakten eller servicen.

Det garanterer June Valbak og Camilla Bech Fischer, der siden maj 2018 sammen har drevet det, der i dag er både en fysisk butik og en webshop.

"Det er vigtigt for os at give vores kunder en god service. Og man kommer ikke ind i butikken eller går igen, uden at man får et smil og et hej eller et farvel. Sådan er vi vel bare, tror jeg. Det er i hvert fald ikke en maske, vi tager på," fortæller June Valbak og tilføjer, at duoen befinder sig rigtig godt midt i travlheden.

Sammen med Camilla Bech Fischer glæder June Valbak sig over, at kunderne har indstillet butikken til Svesken bag disken-konkurrencen.

Det er vigtigt for os at give vores kunder en god service

"Faktisk vidste vi ikke, at vi var indstillet, før en kunde fortalte os det, og det er bestemt noget, vi er glade for," konstaterer hun.

"Så I er et par glade svesker, om man så må sige?

"Det må du gerne kalde os," lyder det med et grin.

Da coronakrisen i foråret begyndte at vise tænder, tog Camilla Bech Fischer og June Valbak en hurtig beslutning: De ville ikke lukke den fysiske butik ned.

"Vi holdt åbent tre timer, hvilket vi kunne mærke, at kunderne var glade for. Vi søgte heller ikke hjælpepakker, men tænkte i stedet ud af boksen. For eksempel begyndte vi at bringe pakker ud i Hørning uden ekstra betaling, og det blevet taget rigtig godt imod," forklarer Camilla Bech Fischer og tilføjer:

"Faktisk var det så stor en succes, at vi er fortsat med den service."

June Valbak fortæller, at man i butikken har kunnet mærke, at folk ikke har kunnet besøge hinanden i samme omfang som tidligere på grund af coronaen.

"Det har gjort, at flere end normalt har sendt gaver og hilsner til hinanden. Og så tror vi også, at alt bøvlet med corona har fået flere til at skruer op for indkøbet af lækkerier, der kan forsøde hverdagen. Vi kan i hvert fald mærke et øget salg," siger hun.

Så trods coronakrisen går det faktisk ret godt?

"Vi har været heldige. Og knoklet. Så ja, her går det godt."

Publiceret 03 December 2020 17:30