Et ældre stuehus i institutionen Porskjær i Galten er lukket pga. skimmelsvamp. Arkivfoto

Et ældre stuehus i institutionen Porskjær i Galten er lukket pga. skimmelsvamp. Arkivfoto

Skimmelsvamp lukker en del af institutionen Porskjær

Et ældre stuehus, som for siden august har været brugt til pasning af børn i institutionen Porskjær i Galten, er efter en række miljømålinger erklæret uegnet til formålet. Stuehuset er derfor lukket med virkning fra i morgen torsdag. 17 børn skal i første omgang passes i andre lokaler på institutionen. Efter juleferien flytter de ældste børnehavebørn til midlertidige lokaler på Gyvelhøjskolen.

Det oplyser Skanderborg Kommune.

17 børn og 4 ansatte har haft deres gang i stuehuset siden første august. I forbindelse med en renovering er der rutinemæssigt lavet miljømålinger, som har påvist skimmelsvamp i stuehuset i et omfang, så der ikke må være dagtilbud i bygningen.

Skanderborg Kommune har derfor fundet genhusning til de berørte børn fra i morgen torsdag.

I første omgang bliver der flyttet rundt internt på institutionen Porskjær, så børnene bliver i kendte rammer. Efter juleferien vil de ældste børnehavebørn blive taget imod i lokaler på Gyvelhøjskolen, der har udvist stor fleksibilitet og stillet to klasselokaler til rådighed.

Skanderborg Kommune kender endnu ikke det fulde omfang af renoveringen, men forventer, at det tager ca. 2-3 måneder. Udgiften er på nuværende tidspunkt anslået til ca. 1 mio. kr.

Kommunens miljørådgiver har meddelt, at de fritidsbrugere som bruger stuehuset i aftentimerne kan benytte stuehuset som hidtil.

Publiceret 03 December 2020 12:45