Skanderupgade i Skanderborg midtby er en af de gader, hvor det kan mærkes, at der er nedlagt parkeringspladser i Adelgade. Arkivfoto

Skanderupgade i Skanderborg midtby er en af de gader, hvor det kan mærkes, at der er nedlagt parkeringspladser i Adelgade. Arkivfoto

Ny p-norm vedtaget trods uenighed

Venstre frygter ny p-norm ikke giver nok parkeringspladser

Af
Grethe Bo Madsen

P-norm Der skal skabes flere parkeringspladser i forbindelse med nye boligprojekter - så langt er byrødderne enige. Det er de tilgengæld ikke, når det handler om, hvorvidt der skal følge en p-plads med hver eneste bolig, eller om det er nok at kræve, at der skal være en p-plads for hver 80 kvm. boligareal i et byggeprojekt.

Det blev det sidste, som et flertal i byrådet stemte igennem, mens Venstre valgte at stemme imod. Partiet ønskede at holde fast i den oprindelige indstilling til ny p-norm fra Miljø- og Planudvalget, frem for Økonomiudvalgets indstilling, hvor kravet om en parkeringsplads per bolig var taget ud.

"Vi har tidligere valgt at begrænse p-normen for at fremme byggerier. Det var rigtigt på det tidspunkt, men vi skulle nok have gjort det tidsafgrænset. Fakta er, at vi med nogle af de gennemførte byggeprojekter har fået for få parkeringspladser og en gøgeungeeffekt, hvor man snupper andres pladser. Derfor skal vi have p-normen op igen. Vi ønske en p-plads per bolig og yderlige en p-plads på boliger over 80 kvm.," konstaterede Venstres Jens Szabo.

Bilfri byer...

Mens Mira Issa Bloch gik ind for Økonomiudvalgets forslag af den enkle grund, at Alternativet vil bygge byer for mennesker og ikke for biler, og derfor ønsker en p-norm, der afspejler en mere bilfri fremtid, forsøgte de øvrige partier at overbevise Venstre om, at der dybest set ikke er forskel på de to forslag, da den nye p-norm følger det bebyggede boligareal og ikke som tidligere antallet af lejligheder.

Med den nye p-norm får byrådet mulighed for at lave konkrete vurderinger og reducere kravet til antal p-pladser ved store boligprojekter med mere end 50 boliger i Skanderborg, hvis der i forbindelse med byggeriet kan etableres delebilsordninger, eller der er mulighed for dobbeltudnyttelse af parkeringspladserne, så de handlende kan benytte dem i dagtimerne og beboerne i aftentimerne eller hvis byggeriet er i nærheden af offentlige trafiktilbud.

Publiceret 02 December 2020 18:00