Karsten Jensen fra Vrold

Karsten Jensen fra Vrold

Debat: Kommunens afviste kritik, men se nu bare...

Karsten Jensen, ingeniør, Dalsvinget 13, Vrold

Nogle kan huske mit indlæg i UgeBladet og kommunens forsvar af asfaltvedligeholdelse i området i foråret 2020. Min dialog startede med at snakke med asfaltudlæggerne fra NNC, som har vedligeholdelseskontrakt med Kommunen.

De var ikke uenige med mig i, at asfaltbeton ikke dur på i forvejen revnede og krakelerede overflader, men at det var en ordre ovenfra. Heller ikke en snak med kommunens entreprenørafdeling eller NNC’s asfaltansvarlige hjalp noget. NNC skal selvfølgelig holde pengene hjemme ved denne udbudsform, selv om firmaet skam godt ved, hvordan det kan udføres rigtigt.

Jeg har selv via Aarhus Kommune handlet med dette firma i ca. 35 år. Lidt ærgerligt at føre denne dialog via pressen, men skuffet er jeg og andre. For se nu bare, hvordan det ser ud her i Legårdsparken og andre steder bare et halvt år efter asfaltudlægning.

Jeg kan læne mig tilbage og sige: "Hvad sagde jeg ?" Men det er ikke formålet

De gamle revner er allerede begyndt at slå igennem på kryds og tværs – også selv om det ikke engang har været vinter endnu med vand og frost, som vil forværre revnedannelserne. Vejene ligner allerede nu gamle og ramponerede veje med revner overalt – kun en løsning nu er revneforsegling, som ser herrens ud, og så er vi tilbage ved år 0.

Jeg kan læne mig tilbage og sige: "Hvad sagde jeg ?" Men det er ikke formålet. Min ærgrelse er, at Kommunen er ansvarlig for at lave sådan noget sjusk, selv om alle i området da er glade for asfaltvedligeholdelse.

"Bedst og Billigst" har også været mit motto gennem 40 år som blandt andet asfaltansvarlig og tilsynsførende på motorveje og i Aarhus Kommune. Ingen kunne f.eks. i Aarhus Kommune finde på at udlægge asfaltbeton på revnede boligveje, selv om det er billigst her og nu. Jeg og andre asfaltkendere satte i hvert fald hælene i, hvis det blev foreslået. Desværre kom jeg ikke igennem med andre og mere holdbare løsninger her. Det skulle jo gerne holde i ca. 10 år. Måske kunne mine løsninger være lidt dyrere her og nu, men bestemt "Bedst og Billigst" på sigt.

Selvfølgelig afviste Kommunen v. afdelingsleder for Vej & Trafik Peder Langballe Sørensen min kritik i foråret her i UgeBladet. Det overrasker mig ikke. Men desværre langt hen ad vejen som noget sludder.

F.eks. er han citeret for, at man godt kan bruge en stiudlægningsmaskine på veje og vendepladser. Stiudlæggeren kan udvides, skrives der. Åh ja, sikke noget vrøvl. Hvorfor er der så fem baner asfalt på vendepladser med fire langsgående samlinger, der ikke engang er smurt, så det holder lidt sammen. På boligveje er der udlagt i tre baner med to langsgående samlinger, som ikke holder længe. Skanderborg Kommune har ikke penge til at gøre det rigtigt, fik jeg at vide, men så vent dog og evt. spar op på en konto – og så gør det rigtigt om et eller 2to år. Jeg kender i hvert fald bedre og i sidste ende billigere måder at gøre det på uden at spille alt for klog. Jeg vil da gerne tale med en fra Kommunen, der ved noget om asfalt, men findes sådan en? Eller overlader man det bare til NCC og ellers læner sig tilbage?

Publiceret 25 November 2020 10:00