Line Rudbeck, Sognepræst i Skanderborg

Line Rudbeck, Sognepræst i Skanderborg

Klumme:

Kun en nidding tager håbet fra et barn

Der må siges at være mange niddinger i den virkelighed, som vi lever i i dag, hvor vi hele tiden præsenteres for nyheder og historier, der kan tage håbet fra ethvert barn og såmænd også enhver voksen.

Af
Line Rudbeck

Sognepræst i Skanderborg

præsteklumme Da jeg forleden sad og forberedte en prædiken, faldt jeg over en sætning, som K.E. Løgstrup skrev i en kronik tilbage i 1977. Kronikken var en replik i den verserende debat om Bent Hallers bog Katamaranen, der var udkommet året før.

Bogen skildrer en gruppe unge menneskers trøstesløse liv i en beton-ghetto. Debatten dengang handlede om, hvad man kunne skrive til børn, og det endte faktisk med, at bogen blev forbudt på flere biblioteker.

I Løgstrups og andres øjne begik Haller i romanen nemlig den helligbrøde at tage håbet fra børnene, og, som Løgstrup skrev i sin kronik, kun en nidding tager håbet fra et barn.

Set i det lys må der siges at være mange niddinger i den virkelighed, som vi lever i i dag. For vi præsenteres hele tiden for nyheder og historier, der kan tage håbet fra ethvert barn og såmænd også enhver voksen.

Ja, faktisk har 2020 været fyldt af bekymring, frygt og skrækscenarier, der har kunnet tage håbet fra enhver. Særligt de allersvageste har oplevet håbløsheden flytte ind i deres liv, når de ikke har vidst, hvornår - eller om - de kom til at se deres kære igen.

Og selvom håbet har været trængt, har de seneste måneder samtidig vist os, hvor stærkt det også er. For som små håbs-bobler er initiativer om alt fra perleplader med regnbuer og ordene, det bliver godt igen, til fællessang hver for sig og på afstand, hjælpeordninger, virtueller fællesskaber og meget andet skudt frem. For håbet er heldigvis ikke sådan at få bugt med.

Det er også derfor, vi i kristendommen taler om det levende håb. Sådan, som vi for eksempel kan opleve det i et sygdomsforløb, hvor håbet flytter sig i takt med sygdommens udvikling.

Først håber vi, at det ikke er kræft. Hvis det så viser sig, at det er kræft, så håber vi, at den ikke har bredt sig. Viser det sig, at kræften har bredt sig, så håber vi, at behandlingen kan bremse sygdommen. Og til sidst, hvis behandlingen er virkningsløs, ja så håber vi blot, at den sidste tid må blive god.

Det, vi oplever i sådan et forløb, er netop, at håbet er levende, at håbet bevæger sig og flytter sig sammen med os. Og dermed kan vi holde fast i de små sprækker af lys, der trænger gennem sygdommens, sorgens eller de svære beskeders mørke; ja derfor kan vi holde fast i de små sprækker af lys, der tænder håbet ind i det vilkår, vi nu engang lever med.

Og det er præcis dét, jeg synes, vi gang på gang har oplevet i år. At vi som familier og folk har formået at få øje på de sprækker af lys, som har kunnet oplyse håbet. Også selvom sprækken og det tilsvarende håb har været nok så lille.

Uden dét håb, som kan sætte sig igennem der, hvor alt ellers ser mørkt og håbløst ud; ja uden dét håb, ville de dystre udsigter og alle niddingerne alt for let få overtaget i vores liv.

Så lad os hjælpe hinanden med at holde niddingerne fra døren ved snart at samles - sammen hver for sig, hvis det er det, vi må gøre. Ja, lad os snart samles om adventskransen og de andre decemberlys, som minder os om, at vi snart igen skal tage i mod og fejre det barn, der er det levende håb.

Ham, der bar håbet ud i alle afkroge af livet og som efter sin død stod ud af graven, for én gang for alle at slå fast, at kærligheden, livet, lyset og håbet til hver en tid er stærkere end mørket, døden og alverdens dystre udsigter.

Eller for at citere forfatteren Dy Plambeck, som har skrevet en adventssalme om netop håb:

"Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig.

Her er en fremtid, her er liv, han er på vej."

Publiceret 22 November 2020 07:30